Kan man være født til at blive mor? Mange vil nok mene at det er et af hovedformålene ved at være kvinde (ja, og menneske i det hele taget) - ønsket om at føre slægten videre. En i familien skrev til mig at hun var sikker på at der fandtes to slags kvinder: dem der var født til at være mor og dem som skal lære det undervejs. Jeg tilhører helt klart den sidste kategori. Jeg indrømmer at mit største ønske i livet aldrig har været at få børn, jo, jeg har da drømt om at få børn med den rette mand og på det rette tidspunkt, men hvis disse ting ikke skete ville mit liv ikke blive ødelagt af det. Jeg skulle nok finde noget andet at elske, holde af og bruge min tid på.
Selv nu, efter jeg er blevet mor, er jeg stadig overbevidst om at jeg tilhører sidstnævnte kvindetype. Misforstå mig endelig ikke - jeg elsker Iris og jeg elsker at være mor, men det er hårdere end jeg troede. Jeg var godt klar over at det ville være hårdt. Jeg ville komme til at mangle søvn. Være irritabel. Være øm over det hele osv. Men alligevel er der ingen der kan forberede dig på hvordan det i virkeligheden er. Hvordan søvnunderskud påvirker dig (jeg er heldigvis ved at være vænnet til det nu og føler mig stadig friskere og friskere). Hvor ondt det gør at føde - jo, det gør herre nas, lad være med at pakke det ind. Selvom jeg havde en hurtig fødsel, så gjorde det fandme ondt. Hvor ondt det gør at amme (åh ja!).
Der er ingen der kan forberede dig på at du nu konstant er bekymret. Får hun nok at spise? Tager hun nok på? Er hun glad nok? Nu har hun skreget længe, også selvom hun har fået ren ble, mad osv, er hun mon syg? Jeg forestiller mig at disse bekymringer bestemt ikke bliver mindre med tiden - frygter allerede når hun skal til at i byen, selvom det føles som 100 år ude i fremtiden. Der er ingen der forbereder dig på hvordan din krop reagerer når hun græder. Jeg begynder at svede. Jeg kan mærke mine bryster strammer op. Det er ting jeg ikke vidste ville ske. Jeg er ved at vænne mig til meget af det, men det er stadig en helt ny verden.
En ny verden som jeg stadig ikke ville fravælge, selvom det er hårdt. Nu er der gået 12 uger. Jeg føler efterhånden at jeg begynder at kende Iris bedre og bedre. Kan skelne hendes forskellige slags gråd fra hinanden. Jeg ved nogenlunde hvad der virker når hun bliver utidig og ked, men jeg er ikke i tvivl om at den læringskvote nok skal stige meget mere den kommende tid. Når hun så småt begynder at kunne ting selv. Det er rigtig fedt at jeg kan lægge hende i kravlegården og at hun kan underholde sig selv. Efterhånden begynder hun at gribe efter ting og vil rigtig gerne snakke.
Forleden nat sov hun igennem for første gang, og jeg vågnede jo selvfølgelig på de tidspunkter hvor hun normalt vågner - det tænker jeg er meget normalt. Nu håber jeg at det fortsætter sådan. Der har også været nogle dage hvor, hver gang hun kom op til Emil, så stak hun i hyl - nu er hun dog begyndt at blive glad og ville sludre og snakke når Emil har hende og det kan jeg mærke betyder meget for ham.
Selv nu, efter jeg er blevet mor, er jeg stadig overbevidst om at jeg tilhører sidstnævnte kvindetype. Misforstå mig endelig ikke - jeg elsker Iris og jeg elsker at være mor, men det er hårdere end jeg troede. Jeg var godt klar over at det ville være hårdt. Jeg ville komme til at mangle søvn. Være irritabel. Være øm over det hele osv. Men alligevel er der ingen der kan forberede dig på hvordan det i virkeligheden er. Hvordan søvnunderskud påvirker dig (jeg er heldigvis ved at være vænnet til det nu og føler mig stadig friskere og friskere). Hvor ondt det gør at føde - jo, det gør herre nas, lad være med at pakke det ind. Selvom jeg havde en hurtig fødsel, så gjorde det fandme ondt. Hvor ondt det gør at amme (åh ja!).
Der er ingen der kan forberede dig på at du nu konstant er bekymret. Får hun nok at spise? Tager hun nok på? Er hun glad nok? Nu har hun skreget længe, også selvom hun har fået ren ble, mad osv, er hun mon syg? Jeg forestiller mig at disse bekymringer bestemt ikke bliver mindre med tiden - frygter allerede når hun skal til at i byen, selvom det føles som 100 år ude i fremtiden. Der er ingen der forbereder dig på hvordan din krop reagerer når hun græder. Jeg begynder at svede. Jeg kan mærke mine bryster strammer op. Det er ting jeg ikke vidste ville ske. Jeg er ved at vænne mig til meget af det, men det er stadig en helt ny verden.
En ny verden som jeg stadig ikke ville fravælge, selvom det er hårdt. Nu er der gået 12 uger. Jeg føler efterhånden at jeg begynder at kende Iris bedre og bedre. Kan skelne hendes forskellige slags gråd fra hinanden. Jeg ved nogenlunde hvad der virker når hun bliver utidig og ked, men jeg er ikke i tvivl om at den læringskvote nok skal stige meget mere den kommende tid. Når hun så småt begynder at kunne ting selv. Det er rigtig fedt at jeg kan lægge hende i kravlegården og at hun kan underholde sig selv. Efterhånden begynder hun at gribe efter ting og vil rigtig gerne snakke.
Forleden nat sov hun igennem for første gang, og jeg vågnede jo selvfølgelig på de tidspunkter hvor hun normalt vågner - det tænker jeg er meget normalt. Nu håber jeg at det fortsætter sådan. Der har også været nogle dage hvor, hver gang hun kom op til Emil, så stak hun i hyl - nu er hun dog begyndt at blive glad og ville sludre og snakke når Emil har hende og det kan jeg mærke betyder meget for ham.
Vi har også holdt barnedåb og det gik over alt forventning. Iris opførte sig super i kirken og synes det var herligt med al opmærksomheden, lige indtil det blev for meget og hun faldt i søvn - godt man bare kan lægge sig til at sove når man ikke gider mere! Iris blev også begavet - Stokkestol, rokkefår, smykker og bøger - så der er en masse ting der skal leges med når hun bliver lidt større.
Jeg kan stadig godt blive lidt mat om morgenen når vi skal op, og tænke at der er ufattelig lang tid til vi skal i seng igen, men timerne har alligevel en tendens til at gå og pludselig er det aften og godnat tid.
Nu må vi se hvad de næste 4 uger bringer!
Jeg kan stadig godt blive lidt mat om morgenen når vi skal op, og tænke at der er ufattelig lang tid til vi skal i seng igen, men timerne har alligevel en tendens til at gå og pludselig er det aften og godnat tid.
Nu må vi se hvad de næste 4 uger bringer!
Hvor er hun skøn 😊
SvarSletMin datter er en måned nu, og jeg synes på en og samme tid at tiden går virkeligt stærkt, men at hun også har været her i meget længere tid. De dage hvor jeg ikke kan lægge hende fra mig er strækviklen min redning. Så kan hun hænge på mig og jeg har hænderne fri til at lave lidt andet.