Bagsidetekst:
Prøver du at forhandle? Lad mig gøre det helt tydeligt: Spørgsmålet er ikke, om du skal gøre, hvad jeg siger. Spørgsmålet er, om du skal have lov til at leve bagefter.
Marton har kastet Troy gennem sløret. Shay, hans søster, vil have hævn. Men uanset hvad hun gør, er det, som om altid Marton er et skridt foran. Lige indtil hun finder en forbundsfælle, som har nøglen til at vælte Marton og hans imperium af forbrydelser og undertrykkelse. Samtidig vågner Troy under sløret i en fremmed verden uden ilt.
Efterfølgeren til "Over sløret" skuffer bestemt ikke. Vi starter umiddelbart efter bog nummer et slutter (hvis I læser bind et, så sørg for at have bind to til at ligge - for den slutter meget brat!) - Troy er blevet kastet ned under sløret og Shay står til kæmpe skideballe fra Marton. Men der er mange hemmeligheder der skal afsløres, før Shay kan få sin hævn og ikke alt er som det ser ud til at være. Marton er mere end han giver sig ud for at være og er han overhovedet ond?
Troy må også indse at ikke alt er som han troede og livet under sløret er bestemt ikke som han havde regnet med, men er det muligt for ham at komme op og tilbage til sin familie?
Jeg ved ikke om det er fordi jeg selv er blevet mor, men beskrivelsen af lille Koa knuste mit hjerte. Det gjorde virkelig ondt at læse og jeg var nødt til at gå ind og kigge lidt på Iris og sikre mig at alt var ok. Det er stadig en scene der sidder dybt i mig og jeg bliver stadig trist til mode når jeg tænker på det. Alene af den grund skal denne bog have 5 stjerner - for det er så fedt når en bog virkelig rører én dybt i hjertet og giver én kuldegysninger!
Jeg ved godt der er visse skønshedsfejl og småtterier i den her bog der kan være forvirrende og lidt irriterende når man tænker videre over det, men i det store og hele ødelægger det ikke bogen for mig. Jeg er stadig vild med ideen - jeg tænker sådan på den verden som Wall-E lever i, i Pixar filmen, og jeg synes bogen er spændende og overraskende. Jeg vil stadig have mere - hvornår kommer sidste del?!
Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2016
Antal sider: 341
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar