Jennifer Donnelly; Det Blå Dyb

Jennifer Donnelly; Det blå dyb (Vandflammens Saga, #1)

Bagsidetekst:
På sin forlovelsesmorgen burde prinsesse Serafina kun bekymre sig om gensynet med prins Mahdi, hendes barndomskæreste. Men hendes sind er opfyldt af mørke drømme, hvor en flok havhekse hidkalder hende, og en ældgammel ondskab igen er blevet vakt til live. Under ceremonien angriber en fjendtlig hær, og snart er Serafine på flugt for sit liv sammen med sin bedste veninde, Neela. På deres færd opdager de, at de deler drømmen om havheksene - og at de er tvunget til at finde frem til de fire andre havfrueheltinder, der er spredt på tværs af havenes seks riger. Havfruerne udvikler et ubrydeligt bånd og afslører en hemmelig sammensværgelse, der truer med at udslette hele deres verden.
  
Jeg havde faktisk glædet mig til at læse den her bog, men har - siden jeg så den første gang - ikke fået taget mig sammen. Nu skulle vi læse den i min bogklub, så endelig fik jeg chancen. Desværre levede den bare ikke helt op til mine forventninger.

Vi befinder os blandt havfruer. Prinsesse Serafina gør sig klar til sin store aften hvor hun skal igennem tre prøver for at bevise sit værd. Men prøverne bliver afbrudt af et angreb hvor mange havfolk dør og prinsessen og hendes bedste veninde flygter. Begge piger har haft den samme drøm hvor de er blevet kaldt på af havhekse som har brug for deres hjælp. Pigerne begiver sig på vej, men det er ikke nemt og problemerne står nærmest i kø. Undervejs mødet de både venner og fjender samtidig med at de lærer et par sandheder omkring deres folks historie.

Jeg synes egentlig tanken bag historie er god - universet er godt bygget op. Et univers som vores, bare under vand. Selve historien har også sine højdepunkter; humoren er ok deri, der er spænding og drama, men så slutter de gode ting også. 

Det er meget tydeligt at vores hovedpersoner kun er 16 år - nogle gange fremstår de faktisk yngre og det kan være irriterende. Det ødelægger lidt stemningen og giver det hele et meget barnligt præg. Derudover fandt jeg det underligt at historien om den prins som Serafina skal giftes med og venindens bror, som forsvinder efter angrebet, forsvinder fuldstændig fra billedet jo længere vi kommer ind. Først er pigerne bekymrede, men til sidst er det som om de to fyre er glemt. 

Det er altså også mærkeligt, at havfolk ved hvad jeans er - især når de frygter landkrabberne og ikke vil have noget med dem at gøre. En sidste ting der irriterende mig hele vejen igennem, men som jeg ikke kan se hvordan skulle ændres, er det med at "få vandet" - altså "få pusten". Der gispes også flere steder, hvordan fungerer det under vand?

Alt i alt en udmærket fortælling, men dog med flere irriterende momentet end positive. Jeg var underholdt, men jeg kom aldrig helt op og ringe over den. Selvom den ender med en cliffhanger, behøver jeg ikke (ikke lige nu i hvert fald) at læse resten.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Deep Blue
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 334
Læst på dansk
3 ud af 5 stjerner