mandag den 18. april 2016

Samuel Bjørk; Uglen dræber kun om natten

Samuel Bjørk; Uglen dræber kun om natten (Munch & Krüger, #2)

Bagsidetekst:
"Jeg er uglen"
En teenagepige findes myrdet i en skov. Omgivet af et pentagram af lys, med en hvid blomst i munden og på et leje af uglefjer. Alt peger på, at der er tale om et rituelt mord. Holger Munch og Mia Krüger sættes på sagen. Mia kæmper dog stadig med selvmordstanker og et overforbrug af piller og alkohol, og efterforskningen af den grusomme sag gør hende absolut ikke mere stabil. Efterforskningsholdet er på fuldkommen bar bund, indtil en computerhacker pludselig henvender sig og viser dem en ubehagelig film af den myrdede pige, der bliver holdt fanget af en fuglelignende person.

Jeg læser ikke særlig mange krimier, men da jeg faldt over "Der hænger en engel alene i skoven" blev jeg alligevel fristet og måtte læse den - hvis du ikke har læst den endnu, så gør det! Jeg syntes den var rigtig god - plottet er virkelig godt skruet sammen og forfatteren skriver fantastisk. Men ak, der skulle gå lang tid inden den længeventede to'er kom.

Nu er ventetiden så endelig ovre og jeg har læst "Uglen dræber kun om natten" og jeg er på ingen måde skuffet. Den lever fuldt op til mine forventninger. Mia Krüger er mere ustabil end nogensinde før. Hun har svære og svære ved at hænge sammen og søsteren bliver ved med at plage hende om at slutte sig til resten af familien og Mia er bestemt fristet, men igen redder Holger Munch hende inden hun tager den endelige beslutning.

En ny pige. Myrdet i en skov. Uglefejr. Ritualer osv. Stemningen er sat. Det er en syg satan de har med at gøre denne gang og forfatteren forstår virkelig at holde læseren hen i det uvisse indtil de sidste sider. Kapitlerne er korte og er med til at opretholde en stakato-agtig læsning, da vi bliver kastet fra person til person. Samtidig gør det at bogen føles meget hurtig at læse. Der er, ligesom i bind et, en masse karakterer vi skal have styr på, men det virker på ingen måde rodet. Derimod er det tydeligt hvordan de alle sammen bidrager til den overordnede historie.

Én ting jeg dog har det svært med, hvilket jeg også havde i etteren, er hvor meget Mia drikker (og andet) for at holde sig selv kørende. Det er ikke rar læsning og jeg tvivler stærkt på at den virkelig var gået i den virkelige verden - selvom Mia er rimelig excentrisk i forvejen hjælper et overforbrug af alkohol og piller bestemt ikke. Hvorfor er der ikke nogen der slår bremserne i?

Som sagt er krimier ikke min yndlingsgenre, men Samuel Bjørk kan altså et eller andet. Jeg vil anbefale den til alle der efterspørger en god krimi, med mange facetter og et ekstremt velopbygget plot.

Fakta:
Forlag: Rosinante
Original titel: Uglen
Udgivet i: 2015 (på norsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 439
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar