Jeg har tænkt meget over om jeg skulle blive ved med at skrive mere om min nye tilværelse som mor og jeg har besluttet at forsøge at lave en månedlig opdatering om hvordan det går herhjemme. Så bliver I ikke spammet med babyindlæg og jeg får stadig mulighed for at lufte mine tanker og følelser omkring livet som mor.
For et par uger siden skrev jeg et indlæg om de ting man ikke må snakke om når man er på barsel. Bl.a. om hvor tabubelagt det er at sige at det er pisse hårdt at blive forælder. Det er der ingen der rigtig snakket om - i "Hånd om barnet"-gruppen blev vi klædt på til graviditeten og fødslen, men der er ingen der har fortalt om hvor ondt det gør at amme, hvor nedbrydende det er ikke at sove ordentligt og hvor flossede dine nerver bliver når din øjesten har grædt i flere timer. Efter jeg skrev det indlæg har jeg læst flere der har haft de samme tanker som mig, bl.a. en fin artikel i Politiken forleden dag. For hvorfor er det så tabubelagt? Det er vel naturligt at lufte sine tanker - også selvom de er negative? For netop ved at snakke om det, får vi en dybere forståelse for de følelser vi havde i situationen og det kan være en hjælp til at se lyset på den anden side. For selvfølgelig er der lys!
I torsdags var jeg for første gang på besøg på mit arbejde og der kom vi også omkring det. Vi snakkede om at vi som mennesker har en fantastisk evne til at glemme hvor slemt de hårde ting kan være at komme igennem. Når vi står på den anden side og tænker tilbage er det ofre med "nåh, det var da ikke så galt igen" selvom man følte man var ved at dø da man stod i det. Det er selvfølgelig meget smart for ellers ville man fx som kvinde nok ikke have lyst til at føde igen hvis den smerte stod knivskarpt for én. Selvom jeg var ved at knuge og gnave Emils arm af i bilen på vej til sygehuset og jeg tydeligt siger til ham at han skal minde mig om det her når vi begynder at snakke om nummer to, så er den smerte bare allerede meget langt væk og jeg tænker "nåh, det var da ikke så galt igen" ...
Sådan tror jeg også lidt det er at blive mor. Jeg synes at min hverdag var vild hård at overskue og komme igennem da jeg skrev det tidligere indlæg - selvom at det nok er ingenting i forhold til hvad andre går igennem - men vi er også forskellige mennesker med forskellige niveauer af tålmodighed og overbærenhed. Nu, kommet igennem brystbetændelserne og en hverdag uden rutiner, har jeg allerede fortrængt hvor slemt jeg synes det var. Altså, jeg kan sagtens genkende følelsen når jeg læser blogindlægget, og så alligevel ikke. Jo, når Iris har grædt og hylet i en time nu, synes jeg stadig det er hårdt og jeg har nogen gange lyst til at gå hjemmefra, men det er som om jeg også har fået en indre ro af en art: jeg skal nok komme igennem og ud på den anden side!
Jeg klarede en fødsel! Det er som at løbe en maraton, har jeg læst - det er da egentlig ret sejt, især når man tænker på hvor herredårlig jeg er til at løbe! Jeg har klaret mig igennem 8 uger med langt mindre søvn end nogensinde før. 8 uger med minimal tid til mig selv. 8 uger som har haft Iris som omdrejningspunkt - et nyt menneske som jeg skulle lære at kende. 8 uger hvor jeg har haft smerter jeg ikke troede var muligt at overkomme. Og ved I hvad, jeg har klaret mig igennem det hele.
Så skal det hele nok gå, ik?
Selvfølgelig skal det hele nok gå og hvor er Iris altså bare lækker!
SvarSlet