Noget om jul og gaver
Så kom og gik julen. Det er sjovt at det altid er den måned jeg ser mest frem til, og som går hurtigst. Jeg plejer at være rigtig meget i julehumør - det indfandt sig desværre ikke rigtig i år. Jeg ved ikke om det er fordi Iris har været syg og jeg selv har været lidt slatten pga. forkølelse. Eller om det knap så vinteragtige vejr har noget at skulle have sagt. Eller det at alle weekender har været booket op med ting vi skulle inden jul. Der er mange ting der kan have indflydelse.
Jeg synes dog at julestemningen kom lidt den 23 om aftenen da vi pyntede juletræ. Vi skulle holde jul hjemme, og det var jeg glad for - det er lidt nemmere med Iris, når vi er hjemme hvor vi har det hele. Samtidig var det hendes første jul, så det var fint at den var i vante rammer. Hun fik sin første gave den 24 om morgenen - gavepapir og bånd var et hit - det var indholdet også! Noget larmende legetøj, men som hun har leget meget med siden.
Der blev lavet mad, dækket bord og gjort klar til gæster. Et par venner kiggede forbi til en småkage, en kop kaffe og et glas portvin - det er efterhånden blevet en tradition og det er virkelig hyggeligt. Vi fik and og tilbehør. Ris a la mande - jeg fik mandlen! Iris blev lagt i seng og vi gik i krig med bjerget af gaver - jeg fik desværre ikke lige taget et billede, men tro mig, når jeg siger at der ikke blev sparet på noget.
Jeg synes faktisk noget af det hyggeligste ved juleaften er at se folk pakke gaver op. Hos os bliver der uddelt en gave og den bliver pakket op, inden vi går videre til den næste. Selvom det godt kan tage lang tid, synes jeg det er en god måde, for så får vi alle set hvad der bliver givet og fået.
Sidste jul var første jul i lang tid hvor jeg ikke fik bøger (I know!), så jeg tog revanche i år og fik en masse dejlige og flotte bøger. De to bøger om "Fantastic Beasts and Where To Find Them" er simpelthen så smukke at man næsten ikke nænner at åbne dem, men jeg glæder mig meget til at få et par timer hvor de kan nydes. "Harry Potter og Hemmelighedernes Kammer" i illustreret udgave er jo et must have for en Potter-fan som mig, og Jim Kays illustrationer er fantastiske! Kim Leines "Skovpigen Skærv" og "Vinden i piletræerne" er flotte bøger, som jeg glæder mig til at læse - både for min egen skyld, og højt for Iris. "Kemikeren" af Stephanie Meyer er desværre en der skal byttes, da jeg har modtaget et anmeldereksemplar fra forlaget, men mon ikke jeg finder noget jeg kan bytte til? Nogle forslag? Sidste bog er "Throne of Glass" som jeg har hørt utrolig meget godt om, og som jeg også glæder mig meget til at læse.
Jeg får fornøjelsen af at skulle til Guns N' Roses koncert til sommer og til Horsens for at opleve musicallen "Cats" til efteråret - jeg glæder mig rigtig meget! En lp med soundtracket fra "Guardians of the Galaxy" - som jo er genialt var også at finde under træet. Samt penge til en pakkepostkasse, "The Secret Life of Pets" samt Bezzerwizzer Fantasy-udgave.
Min mor har strikket en utrolig lækker, blød og varm poncho til mig - hun er også i gang med en til Iris, til når hun bliver lidt større. En super fed t-shirt med Maleficent og en med Alestorm - don't ask. Og en rigtig dejlig trøje af yndlingstrøjemærket Bench - hvis I ikke kender det, så tjek det ud.
Der var også gaver fra Iris! I dagplejen har de lavet bordskånere og grydelapper - og de er da så fine! Hun havde også lavet julepynt med hånd- og fodaftryk - hun er bare dygtig!
Nu er julen jo så forbi for denne gang. Tænk sig, den dag går altid så hurtig også selvom jeg forsøger at sætte farten ned og nyde den. Jeg glæder mig dog allerede til næste år hvor Iris forhåbentlig kan være lidt mere med - både til at pynte træ, lave dekorationer, spise rigtig julemad og åbne gaver. Til den tid får hun lidt mere ud af det og forstår nok også det hele lidt bedre.
Jeg håber også jeres juleaften har været god, hyggelig og bog-indbringende!
Det lyder til at have været en helt perfekt juleaften og sikke nogle skønne gaver du har fået dig - især bøgerne finder jeg helt fantastiske! :-)
SvarSlet