Bagsidetekst:
Fjenden er de andre. Fjenden er os selv. De er hernede, de er deroppe, de er ingen steder. De er kommet for at udrydde os, de er kommet for at redde os.
De Andre har sørget for en næsten total udryddelse af menneskeheden. Dem, der stadig lever, må konstant kigge sig over skulderen. Cassie er blevet forrådt. Det er Ringer også. Og Zombie. Nugget. Sammen med alle andre syv milliarder mennesker, som engang beboede vores plant. Forrådt først af De Andre, og så af menneskene selv.
I løbet af disse allersidste dage må den tilbageværende befolkning beslutte, hvad der er vigtigst: At redde sig selv og blive som De Andre eller at bevare den sidste rest af menneskelighed?
Jeg var meget fascineret af både "Den 5. bølge" og "Det uendelige hav", selvom skrivestilen til tider kan være ekstrem irriterende. Det med at skrive "dagbog" og selv kommentere undervejs, som både Cassie, Zombie og Ringer gør, kan ofte være rimelig belastende og undervejs kan man også miste overblik over hvem der egentlig fortæller. Det er så også det eneste negative jeg har at sige om denne serien. For ellers holder den!
"Tanken om becon - muligheden for bacon -
giver mig håb.
Alt er ikke tabt, hvis ikke bacon er."
I "Den sidste stjerne" har Cassie og vennerne 4 dage til at stoppe De Andre i at udslette de sidste rest af menneskeheden der er tilbage. Som læser er vi ikke i tvivl om at nogen må dø for denne sag - spørgsmålet er så bare, hvem. Samtidig opdager de den grusomme sandhed bag De Andre. Ingenting er som de troede.
Stemningen i bogen er om noget endnu mere dyster end i de foregående. Alting er sat på spidsen. Der skal konstant træffes valg og tages beslutninger. De skal overleve. De skal videre. De skal leve. De skiftende fortællere kan godt være lidt forvirrende, men selvom man lige skal stoppe og tænke over hvem, der nu fortæller, fandt jeg bogen umulig at lægge fra mig. Læste den på 3 timer og kunne simpelthen ikke stoppe da jeg først var kommet i gang. Jeg har også glædet mig rigtig meget til slutningen og jeg synes den holder. Selvom det er trist. Selvom jeg kneb en tåre. Så ender den på en eller anden måde som den skal.
Jeg har endnu ikke set filmatiseringen af "Den 5. bølge" (er der nogen af jer der har?), men jeg synes traileren så spændende ud, og så ud til at følge bogens handling. Nu hvor jeg ved hvordan Cassie, Zombie og endda Evan "ser" ud, var det også disse billeder jeg så for mig mens jeg læste.
"Men det smukkeste af alt, vores største bedrift,
og den ene ting, jeg beder til, at vi altid vil blive husket for,
er at have stoppet en polyestermasse ind i en anatomisk
ukorrekt, tegneserieagtig udgave af et af naturens mest frygtede
rovdyr blot for at berolige et barn."
Endnu en serie er slut. Endnu et farvel. Endnu en afsked. Tak for rejsen Rick, den har været voldsom, spændende, hjerteknusende og på sin vis, smuk.
Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Last Star
Udgivet i: 2016 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 361
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar