søndag den 28. januar 2018

Arne Holst; Skæve Anton og dyrene [Sponsoreret]

Arne Holst; Skæve Anton og dyrene [Sponsoreret]

Bagsidetekst:
Skæve Anton og dyrene indeholder 5 små sjove noveller beregnet til børn i alderen 4-10 år. Fælles for novellerne er små dyr, humor, sport og den lidt uheldige Skæve Anton og hans venner. Formålet med bogen er at få børn til at le og få dem til at se muligheder i forskellige situationer. Børn skal have en god, tryg opvækst og de skal kunne sove godt, også efter godnat læsningen.

"Skæve Anton og dyrene" er fem små historier om hvordan fem forskellige dyr håndterer deres møde med den rimelig uheldige Anton, der ikke kan finde ud af at gøre noget rigtigt. Enten skyder han golfboldene i søen, kaster fiskesnøren skævt i vandet så den rammer et bæverhus, skyder skævt efter lerduer eller prøver at kidnappe et gedekid - hvilket han nok ikke skulle have gjort. Kort fortalt: han kommer galt afsted i alle historierne. Dyrene som det går ud over, har vænnet sig til ham og vi hører om hvordan de har tilpasset deres hverdag til hans besøg og uheldigheder.

Historierne er sjove på en lidt fald-på-halen-agtig måde, men det fungerer fint, for ingen af historierne er særlig højtidelige, så den platte humoren kan de sagtens bære. Jeg tror også at målgruppen vil finde det sjovere end jeg gjorde. Det er dog rigtig fint fundet på at alle historierne skal ende med at dyrebørnene har løst en opgave og derfor kan sove trygt. Børnene kan nok også relatere mere til de følelser som dyrebørnene udviser end jeg. I det hele taget vil de nok finde bogen mere gennemført end jeg - jeg er voksen og gammel i forhold til, og jeg ser mig nok lidt sur på ting, som børnene bare vil finde sjove. Hvordan kan dyrene fx snakke menneskesprog og handle med dem, uden at menneskene lægger mærke til at det er dyr?

Hver historie starter næsten identisk, og det bliver lidt trættende når man når til sidste historie - det ville nok være anderledes hvis man læste dem en ad gangen og ikke lige efter hinanden. Der er enkelte grammatiske fejl i bogen også, men igen, det er nok kun noget jeg ser - også fordi jeg kigger efter det. Samtidig er afsnittene meget korte, hvilket virker lidt forjaget på handlingen og der er ikke særlig meget margen - hvilket jeg har nævnt tidligere at jeg ikke bryder mig om - det giver et meget kompakt indtryk af siderne. I forhold til andre "selvudgivende" bøger jeg har læst, er det her dog en af dem der er hænger bedst sammen - har læst andre mindre heldige udgivelser. Fortællingerne er underholdende og det er de samme personer vi møder gennem de fem historier. Sproget og illustrationerne (selvom de er lidt kiksede) passer godt til målgruppen.

Alt i alt en helt ok læseoplevelse!

Tak til Arne Holst for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Trykværket
Udgivet i: 2017
Antal sider: 47
3 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar