Bagsidetekst:
"Det er Kællingekløften," siger Malik. "I gamle dage kastede de ældste kvinder sig ud herfra, når de ikke længere følte, at de bidrog til samfundet. Deres selvmord var et offer, så deres børn kunne overleve." Da han siger selvmord, går der en bølge af ubehag igennem klassen. Men ingen siger noget. For ingen taler om det. Det er, som om Thorbjørn aldrig rigtig har eksisteret.
Hvordan kommer man videre, når ens bedste ven har taget sit eget liv? Emilie ved det ikke. Hun er fanget i en spiral af sorg, skyld og savn. Og da hun skal på klasseudflugt til Grønland, begynder hun pludselig at se Thorbjørns genfærd ...
Med hendes bog nr. 51 tager Nicole os med på en rejse igennem sorg og krise - som kun Nicole kan gøre det: med ekstrem indlevelse og stærke følelser! Vi føler Emilie, der føler at hun har mistet en del af sig selv, da hendes bedste ven Thorbjørn har begået selvmord. Ingen i klassen snakker om det og hun er efterladt alene med sin sorg og sin lyst til hævn over dem hun føler der er skyld i selvmordet. For de skyldige lever stadig!
Da klassen skal til Grønland begynder Emilie at se syner - først noget der har været død længe og til sidst Thorbjørn. Hun føler han guider hende og vil vise hende en sandhed - den sandhed er dog langt mere frygtelig end Emilie nogensinde kunne have forestillet sig. Da jeg nåede dertil i bogen måtte jeg bladre tilbage og kigge efter tegnene én gang til, for det er lavet på så fin og raffineret en måde at jeg ikke fangede det første gang. Nicole har virkelig begået et mesterværk at brødkrummer og hemmelige spor der fører til en grusom sandhed. Naturbeskrivelserne er meget realistiske og jeg kunne fint forestille mig hvordan der så ud - med sneen der er alle mulige nuancer af hvid, med sejlturen på fjorden og Kællingekløften. Selvom sproget i bogen er simpelt og det ikke tog mig lang tid at læse, er det bestemt en læseoplevelse der har ramt mig hårdt. Den gav mig hjertebanken, sved på panden og en dårlig smag i munden over hvordan Emilies klassekammerater kunne være sådan overfor hinanden. Og ikke kun klassekammeraterne, men også læreren - for igen, ligesom med Sarah Engells "21 måder at dø" udfører lærerne ikke deres job godt nok. Eller så tør de ikke gøre det som det kræves at ordne mobbeproblemerne.
Samtidig føler jeg at bogen er et opråb om at være ordentlige ved hinanden! Jeg siger ikke at alle mobbehistorier ender som Thorbjørns, men det er stadig et område der skal være fokus på. Det er vigtigt at i tale sætte problemerne, for ellers bliver de ikke løst og så ender man i den situation hvor man er så langt ude at selvmord er den eneste udvej.
Vær nu gode ved hinanden! Ja, vi er alle sammen forskellige, men der skal være plads til alle. Jeg har selv været et offer, og det er på ingen måde sjovt. Når jeg læser bøger som denne, får jeg så ondt i maven over at tænke på hvordan unge kan opføre sig i dag. Jeg er glad for at sociale medier ikke fandtes da jeg var barn, men i denne bog er det jo ikke på nettet, men i det fysiske rum. Derfor burde det være stoppet før det krævede liv.
Tak til Alvilda for boggaven.
Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2017
Antal sider: 188
5 ud af 5 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar