Bagsidetekst:
Da Bree fra den ene dag til den anden forlader sit liv i Cincinnati og flytter til den lille by Pelion i delstaten Maine, håber hun, at hun endelig kan lægge fortiden bag sig og finde fred. Hun tager et job som servitrice og flytter ind i en lille hytte ved bredden af en sø.
Allerede første dag i byen møder hun Archer. En stille mand, der lever for sig selv, o gsom kæmper med sine egne dæmoner. En mand, ingen bemærker - bortset fra Bree. Bree og Archer bliver gode venner, og i skyggen af Maines mørke skove mærker Bree for første gang følelser, hun aldrig før har kendt til.
Jeg havde glædet mig meget til at læse den her bog - især fordi det lod til at mange var rigtig glade for den. Det kan jeg som sådan også godt forstå, men jeg er bare ikke helt så begejstret. Det er en meget smuk kærlighedshistorie om den stumme dreng, der lever isoleret i et samfund, hvor han ellers burde være elsket af alle. Denne dreng - jovist, han er over 20, men han er bestemt en dreng - møder en pige der har været udsat for det værste man kan blive udsat for, men i stedet for at hun bearbejder sin fortid, flygter hun. Disse to tragiske skæbner møder så hinanden og falder på en eller anden måde i hak sammen. Det tager lang tid for Archer at åbne sig for Bree, men det er forståeligt efter hvad han er blevet udsat for.
Så langt så godt. Historien er skrevet i et malende og detaljeret sprog, så jeg kunne sagtens forestille mig Brees lille hytte, søen hun bader i, Archers fine hus og den lille søvnige by de bor i. Jeg har selv været i Maine om efteråret, så måske har det også noget at sige - jeg kunne i hvert fald fint se det hele for mit indre blik. Endnu et plus for historien.
Nu begynder det så at vakle lidt. På den ene side kan jeg godt lide persongalleriet. Jeg kan mærke både Bree og Archers smerte igennem dem og deres handlinger. Jeg kan mærke at de har brug for lindring, jeg ville dog bare ønske at de ikke nossede sådan rundt i det. De har svært ved at tale sammen (haha) og i stedet for at spørge indtil deres smerte, lader de det forbigå i tavshed. Travis, Archers fætter, er et decideret røvhul, og selvom han er lækker, forstår jeg ikke at Bree ikke ser det med det samme. Han bærer det jo, ligeså tydeligt som han bærer sin politiuniform. Travis' mor er ikke meget bedre og har vendt hele byen imod Archer, for noget han ikke har gjort - og da den tragiske ulykke ramte, var han 7 år! Jeg synes det virker meget urealistisk at et 7 årigt barn får lov til at bo hos en ustabil onkel, uden at gå i skole eller have kontakt med omverdenen på nogen måde. Derfor er Archer, selvom han er over 20, i virkeligheden stadig 7 år. Selvom han bestemt ikke, udadtil, ligner en på 7!
Og her er så sidste problem. Jeg synes den smukke kærlighedshistorie mellem Bree og Archer drukner i alt det sex der er i historien. Det er som om Bree får vagt et "monster" i Archer, fordærver ham med sex og gør ham afhængig. Ej, ok, måske lidt hårdt, men alligevel. Deres kærlighed er så stor at det gør ondt på dem når de ikke er sammen, hvorfor skal det faktum druknes i at hun bare vil kneppes og han bare vil kneppe? Jeg beklager den hårde tone. Jeg sprang faktisk en del af scener over, fordi jeg synes det ødelagde den grundlæggende historie om at kærlighed kan være med til at hele de sår vi har på sjælen.
Jeg vil dog til slut sige at jeg nød at læse den. Det er en god og solid historie, på trods af de ting jeg har nævnt ovenfor. Hvis du kan ignorere al sexen, så er det en utrolig smuk og rørende historie, der nok skal gribe hårdt fat i dit hjerte - især til slut, hvor historien tager en dramatisk retning ...
Tak til Lovebooks for boggaven!
Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Archer's voice
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider. 434
4 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar