Bagsidetekst:
"Jonathan? Er du der? Hvorfor har du låst?" Pludselig lyder der sådan et brag mod døren, at jeg tror, den går i stykker. Jeg sidder helt stille på skrivebordsstolen.
For Jonathan er hver dag en kamp for at undgå sin voldelige storebror, som han føler sig magtesløs overfor. Men han får helt nye problemer, da hans bedste ven Axel en dag ringer på døren. Axel vil have ham til at blive kærester med Liva, så han selv kan få fat i hendes veninde. Selv om Jonathan kun er interesseret i den smukke Alina, lader han sig overtale.
Jonathans konfliktsky natur, gode intentioner og halve sandheder får ham efterhånden helt derud, hvor der ikke er nogen vej tilbage ...
I bedste Kim Fupz Aakeson stil, skildrer Sverre hvordan Jonathan lever et liv som bænkevarmer. Bænkevarmer i sit eget liv, vel at mærke. Historien er på ingen måder for sarte sjæle og selvom den kort, er det en stor historie med noget vigtigt på sinde.
Forfatteren lægger ikke fingre i mellem, men skildrer på en rå og ærlig måde hvordan Jonathan bliver voldeligt holdt nede af sin storebror, Trym, hvordan moren ingenting ser (eller ingenting vil se), og hvordan han føjer sine venner for ikke at blive holdt udenfor. Jonathan træffer ikke sine egne valg, han føler blot med strømmen. Og dog. For der er faktisk episoder hvor han siger fra og gør modstand, især mod Trym og til sidst ender det faktisk med at Trym får respekt for sin lillebror og lader ham være i fred.
Selvom Jonathan kommer i uføre blandt sine venner og hos den pige han i virkeligheden vil have, får han også her mandet sig op, og siger fra. Han gør det måske ikke på bedste vis, men på en eller anden måde kommer han godt fra det. Bogen fortæller netop om hvor vigtigt det er at stå ved sine egne meninger og holdninger og ikke bare følge med strømmen, for så er det først at livet for alvor er spildt. Måske netop derfor irriterede Jonathan mig grænseløst - for hvorfor filan kunne han ikke bare sige fra og stop noget før? Sikkert fordi hans situation ikke tillod det, men alligevel. Kom nu - mand dig op!
Da jeg læste den gik mine tanker til netop Kim Fupz Aakesons "Pragtfuldt, pragtfuldt", der også handler om når livet er værst, og hvor meget der skal til før man tør (og kan) stå på egne ben. Skrivestilene minder meget om hinanden, begge formår på kort tid at give læseren en knude i maven af nervøsitet og ubehag for hvordan det hele skal ende. Det er sådan man giver læseren en god læseoplevelse - få dem til at føle noget, helt fra første side! I "Det er bare kærlighed" kommer man hele spektret rundt: vrede, glæde, sorg, frustration osv. Det er fedt at følge Jonathans små opture, der til sidst gør, at han kan sige fra. Måske ender han med at blive en helt god person!
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Det er bare kjærlighet
Udgivet i: 2016 (på norsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 144
4 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar