Mette Finderup; Det (d)øde hus på Egevej [Sponsoreret]
Bagsidetekst:
De to søstre Kira og Sofie går i 8. klasse i den lille by Glarup. Her har de boet med deres mor, siden faren døde i en ulykke. Hver dag går pigerne den samme kedelige vej til skole. Alle dage er ens. Men en dag går de ned ad Egevej og opdager et forladt hus. Huset er helt tomt bortset fra et enkelt rum, hvor der både er møbler, lys og fire mystiske skrin ... og et genfærd. Kira og Sofie bliver rodet ind i en dramatisk jagt på døde børn og en fortid fyldt med uhyggelige hemmeligheder.
Drej med ned af Egevej ... hvis du tør!
Jeg læser ikke mange gyserhistorier, mest fordi jeg på ingen måde her nerverne til det. Jeg har svært ved at ryste billederne og stemningen af mig - sådan var det også med denne bog. Stemningen bliver mere og mere uhyggelig jo længere man kommer ind i bogen, og svarene man søger, får man først til sidst. Det er uhyggeligt hele vejen igennem og slutningen gør det ikke meget bedre - faktisk kun værre, men på den fede måde! Ligesom jeg troede den endte godt, blev stemningen twistet og jeg sad tilbage med kuldegysninger og myrekryb. Gyserhistorier og mig bliver aldrig gode venner!
Det er dog - på trods af at jeg ikke bryder mig om gys - en utrolig velskrevet og spændende historie for de 10-14-årige. Den kan bruges som læs selv og til højtlæsning hvis resten af familien også skal blive bange. Det uhyggelige element, som jeg synes er rigtig godt gennemført er sammen med flere små tvists undervejs med til at holde læseren hen i det uvisse hele vejen igennem historien. Samtidig er det en historie om en overbeskyttende mor, der vil gøre alt for at sikre sig at børnene har det godt. Det er dog ikke muligt. Børn skal have knubs, vælte på cykel og blive syg - det er sådan livet er! Man kan ikke komme udenom det.
Bogen vil være et godt skridt til børn der lige har forladt de letlæste bøger, men endnu ikke er helt klar til de tykke børneromaner. Sproget i bogen er let forståeligt og man bliver grebet af stemningen - både som voksen og barn. Jeg vil dog ikke råde børn med sarte nerve at læse den, så tror jeg at der er mareridt på menuen!
Tak til Forlaget Bolden for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Bolden
Udgivet i: 2017
Antal sider:
4 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar