tirsdag den 11. december 2018

Siri Pettersen; Ravneringene - luksus boks

Siri Pettersen; Ravneringene - luksus boks

I efteråret så jeg på Siri Pettersens Instagram-profil at der ville blive lavet en luksus boks med "Ravneringene". Bogen ville være på norsk og der ville være en masse fedt merchandise. Selve boksen ville godt nok være lidt dyr, men jeg kunne simpelthen ikke dy mig for at bestille den alligevel. Mest fordi det virkelig er en fantastisk serie og univers som Siri har skabt og fordi der virkelig så ud til at blive kræset for detaljerne i de ting der fulgte med boksen.

Først er der selve æsken. Den er i flot og enkelt design med Ravneringene logoet trykt på. Den føles lækker og der er tekstur i selve kassen. Ellers er der ikke noget udstyr på æsken, men det gør ikke noget, for det tror jeg også ville være for meget.


Der er tre små bøger - først troede jeg det var notesbøger, men nej. Den ene er en Umoni-sprogbog, med indføring i de blindes sprog, med grammatik og ordbog. Den anden bog indeholder nogle af Siris oplevelser med os fans. Der er billeder af de steder hun har været, fx på BogForum, der er billeder af fans har sendt til hende, fx tegninger af Hirka og Rime. Om hvilken genre musik hun har hørt mens hun har hørt, mens hun har skrevet, om hvor hun finder inspiration og meget andet. Den tredje bog er en oversigt over de urter som er at finde i Ymslanda. Der er beskrivelser af hvordan planterne skal bruges og så er der fine illustrationer til dem alle. Alle tre bøger har selvfølgelig Ravneringene logoet imprintet på coveret.




Så er der tre fold-ud kort i et kraftig stykke stof. Det føles rigtig godt når man folder det ud og igen kan man mærke at kvaliteten af tingene er gode. Der er kort over de forskellige steder hvor handlingen udspiller sig og de er virkelig detaljerede og flotte. Det er fedt at se kortene i stor størrelse, for det kan godt være lidt svært at huske hvordan alting er placeret i forhold til hinanden.


Indeni et af kortene var der en masse postkort med forsiderne og andre stemningsfulde illustrationer og bogmærker med hver af de tre forsider på. Der var også en fin hilsen fra Siri, hvor hun siger tak og man kan se hvilket nummer boks man har - der er kun lavet 999 bokse.


Så er der selvfølgelig selve Ravneringene-bogen. Det er en samlet udgave af alle tre bøger (på norsk). Den har samme enkle stil som kassen, med et påtrykt logo på coveret og fin sølvkant på siderne. Det er længe siden jeg har læst noget på norsk, men tænker at det da skal prøves - nu har jeg jo læst historien, så hvis jeg kaster mig over at læse den på norsk, kender jeg i det mindste historien, hvilket nok er meget godt!


Slutteligt og ikke mindst, er der en aflang lille kasse. I denne kasse er der en lille pose og i posen er der en lædersnor med en tand i. Og ikke bare hvilken som helst tand! Dem der kender historien ved godt hvilken tand jeg snakker om. Til dem der ikke har læst den, så er det den tand hvorpå Rime og Hirka giver hinanden mærker. Den er virkelig, virkelig fin og gennemført og den er nok en af hovedårsagerne til at jeg købte æsken til at starte med. Den har utrolig stor betydning for Hirka.


Alt i alt en virkelig lækker fan-boks og jeg er virkelig glad for at jeg købte den. Nu skal jeg have lavet lidt plads på en af mine hylder, så det kan komme til at stå så jeg kan nyde det. Jeg ville ønske jeg havde mere vægplads, for så skulle kortene op og hænge, men jeg finder nok en løsning.

Hvis du er Ravneringene-fan, kan jeg varmt anbefale æsken, måske som julegave til dig selv og hvis du ikke kender historien endnu, så vil jeg helt bestemt anbefale den til jer der elsker fantasy, med en utrolig flot world building, med interessante og spændende personer, og en medrivende handling!


Ingen kommentarer:

Send en kommentar