mandag den 28. marts 2016

Kevin Japsen; Limbo

Kevin Japsen; Limbo

Bagsidetekst:
Elias er på vej mod bunden. På vej mod bunden af sig selv, sin selvtillid, sit humør, af troen på fremtiden og af hierarkiet i den nye klasse, han er startet i. En færdselsulykke, der kostede faren livet, har påvirket Elias på mange planer, og der er ingen hjælp at hente. Heller ikke hos moren, der drukner sine sorger og sin tid til Elias i sovemedicin. Elias er alene og ensom - indtil han en dag møder Sia. De har mange ting tilfælles, men deler en dyster skæbne. En skæbne, der leder Elias ind i en anden verden, hvor der for alvor må kæmpes, for at holes sig i live. En verden, ingen før har set.

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente af denne bog, men jeg blev meget positivt overrasket. Forsiden indikerer middelalderlig krig, men hvis man forventer det, vil man blive slemt skuffet. Det er en fortælling der rummer meget mere end hvad forsiden fortæller.

Elias bliver mobbet. Han er ensom. Moren kan ikke tage vare på ham efter farens pludselige død og Elias savner ham forfærdeligt meget. En dag sker det utænkelige - endnu et uheld rammer Elias og han bliver indlagt. På hospitalet møder han pigen Sia med de fantastiske grønne øjne. Hun giver Elias en bog til at skrive tanker og følelser ned i, men bogen åbner en dør til en verden hvor Elias har muligheden for at være helten der redder prinsessen (bogstavelig talt), men først må han finde sin sande evne og for at finde den, må han lære at tro på sig selv.

"Limbo" er en dyster, dog med enkelte humoristiske guldkorn hist og her, velskrevet og utrolig fængende lille historie. Selvom bogen ikke er lang, er det en der kryber ind under huden på dig som læser. Flowet i historien er godt og vi kommer hurtigt til at holde af Elias og Sia.

Det er en historie med noget på hjertet - at vi, selvom når det ser mørkest ud, skal finde troen på os selv. At jo længere tid vi er i mørket, jo flere stjerner kan vi se - mulighederne er der. Det er en historie om den altoverskyggende sorg der følger med når man mister en man elsker og historien om at komme ud på den anden side af denne sorg. Samtidig fortæller den om at kærlighed kan finde en, selv de steder man ikke havde regnet med.

Jeg er glad for at jeg takkede ja til at anmelde denne bog - den er fremragende, nærværende, akutel og kærkommen nyhed blandt ya-litteratur og sick-litt. Anbefaling: læs den!

"Det er ikke så vigtigt, hvem vi er.
Det vigtigste er, AT vi ER." 

Tak til Forlaget Facet for bogen!

Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2016
Antal sider: 136
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar