mandag den 14. marts 2016

Nicole Boyle Rødtnes; XY

Nicole Boyle Rødtnes; XY

Bagsidetekst:
"Du har en tilstand, som vi kalder for XY-pige. Det betyder, at selvom, du ser ud som en pige, så er du genetisk set faktisk en dreng," siger hun. Ordene snor sig i mit hoved. Vikler sig sammen til små eksplosioner, der efterlader sorte huller i mine tanker. Det giver ingen mening. Jeg skulle have været en dreng, men blev en pige. Min krop har leget gemmeleg  i 15 år og skjult, hvad den er. Selv for mig. Mest for mig. 

Da Asta som 15-årig får meldingen om, at hun er en XY-pige og derfor genetisk set er en dreng, falder hendes verden sammen. Hun kæmper med vrede og selvmordstanker - men så møder hun Christoffer. Han har selv forsøgt at begå selvmord, og med ham kan hun tale om alt det, som de andre ikke forstår. Langsomt forelsker Asta sig i Christoffer. Men kan man elske uden køn? 

Nicole Boyle Rødtnes er i gang med en trilogi om sygdomme og svære valg. Jeg var vild med "Hul i hovedet" (læs anmeldelse her), og den her skuffer ikke.

Asta er skøjteløber og hun elsker det! Men en dag knuses hendes drømme da hun finder ud af at hun genetisk set er en dreng. Og hvad gør man så? Asta beslutter sig for, efter sit første møde med sin psykolog, at sige stop og pludselig befinder Asta sig på en bro med seriøse overvejelser om at hoppe. Heldigvis dukker Christoffer op og stopper hende. Det bliver begyndelsen på er venskab der langsomt ændrer Astas syn på sin "sygdom". 

Bogen er en stærk fortælling om at være teenager og stå overfor er livsomvæltende valg. Et valg som ikke ret mange skal træffe og derfor synes Asta det er svært at tale om - for hvordan skal hendes "normale" venner kunne forstå hende? Det er samtidig en historie om venskab, kærlighed, tilgivelse og forståelse. For hvis man ikke forstår hvem man selv er, hvordan kan man så forstå andre?

Ligesom "Hul i hovedet" tager Nicole fat på er et tungt emne, men hun gør det på fineste vis, uden at det bliver for meget. Personerne er nemme at holde af og man kan sagtens følge Astas tanker og bevæggrunde for hendes valg. Bogen er spændende, nærværende og sørgelig. Et must-read hvis man er til ya og sick-litt.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplaret.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Udgivet i: 2015
Antal sider: 194
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar