onsdag den 14. december 2016

Brandon Sanderson; Ritmatikeren

Brandon Sanderson; Ritmatikeren

Bagsidetekst:
Joels højeste ønske er at blive ritmatiker. At få evnen til at puste liv i to-dimensionelle væsner lavet af kridttegninger er menneskehedens eneste forsvar mod de vilde kridtlinger. Kridtlingerne er ondsindede væser, der efterlader lemlæstede lig i kølvandet på deres fremmarch, og Joel har et brændende ønske om at deltage i kampen mod dem. Som søn af en kridtmager ser Joel bare til, mens andre studerende lærer den magi, som han vil gøre alt for at tilegne sig. Da flere studerende om natten bliver kidnappet fra deres værelser, får Joel sin chance. Som assistent for professor Fitch, der skal opklare kidnapningerne, befinder Joel sig pludselig i centrum for en række begivenheder, der for evigt vil forandre ritmatikken og verdenen.

Jeg fik endelig taget mig sammen til at læse "Stålhjerte" for nogle måneder siden og jeg var virkelig vild med den, fortællingen, universet og forfatterens skrivestil. Jeg var spændt på om han kunne fastholde mig i denne nye serie - det lykkedes!

Vi befinder os i en verden der tildels minder om vores egen, men også lidt steam-punk-agtig og magisk. Det tog mig lidt tid at forstå det med at være ritmatiker og kridtlinger osv., men efterhånden som handlingen skrider frem, begynder det at give mening. Og historien bliver umulig at lægge fra sig igen. For der er mord og forbrydelser der skal opklares og hemmeligheder der skal afdækkes.

Sproget og fortællestilen minder meget om den i "Stålhjerte" - det er i hvert fald tydeligt at se at det er samme forfatter. Humoren er ikke helt så fremtræden i denne, men måden han beskriver både personer, steder og begivenheder på, minder om "Stålhjerte" og det er kun godt. For forfatteren skriver virkelig godt. Jeg havde nemt ved at danne mig et billede af både Joel, Melody og professor Fitch. Campus og området der omkring. Jeg synes det må være en af den bedste ros man kan få, når læseren virkelig kan se det hele for sit indre blik.

Handlingen er sat i et højt tempo, og selvom der er stille perioder, ligger problemerne og hemmelighederne hele tiden lige under overfladen. Hvorfor blev Joel ikke ritmatiker som barn, når han tydeligvis kan sine tegninger? Hvad er der med den skumle professor Nalizar og hvad sker der egentlig ved Tårnet? Det er ikke alt vi får svar på i denne, men jeg håber på en spændende og medrivende efterfølger der forhåbentlig kan kaste lidt lys over tingene!

Tak til DreamLitt for anmeldereksemplar (modtaget ved Bogbloggertræf 2016)


Fakta:
Forlag: DreamLitt
Original titel: The Rithmatist
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 464
5 ud af 5 stjerner

1 kommentar:

  1. Åh, Sanderson! Den mand kan altså noget ganske særligt og 'Ritmatikeren' lyder ikke som en undtagelse.

    SvarSlet