Bagsidetekst:
Historierne, der udspiller sig i et middelalderligt og fantasyinspireret univers, handler om Geralts heltegerninger og omhans begær efter den uimodståeligt tiltrækkende troldkvinde Yennefer.
Geralt er witcher, en mand, der gennem hård træning og magiske drikke er blevet monsterjæger og koldblodig kriger. Han rider fra landsby til landsby for at tilintetgøre frygtindgydende monstre og dæmoner, som hærger landet og overfalder uskyldige mennesker. Men ikke alt, der uhyggeligt ud, er ondt - ikke alt, der ser harmløst ud, er godt. Geralt er heldigvis i besiddelse af overnaturlige kræfter fx forstærket syn, evne til hurtig heling og delvis immunitet over for menneskelige følelser, hvilket gør ham til en imponerende og ubarmhjertig dræber.
Med sin blanding af western, middelalderens ridderromaner og slavisk mytologi er witcher-serien forfriskende inden for sin genre. Her er et velfungerende plot og veldrejede intriger, som minder om dem man kan møde i The Game of Thrones. Her er galgenhumoristiske skildringer af et eventyrligt univers med næsten lige så mange gakkede finurligheder som i Harry Potter. Det nærværende drama udspiller sig i de mest fantastiske omgivelser og er så overbevisende fortalt, at man er fanget med det samme.
Jeg havde egentlig skrevet en helt anden anmeldelse til at starte med. Denne bog skulle vi læse til den fantasylæseklub jeg er i og efter vi har snakket om den, har jeg valgt at lave min anmeldelse om. Jeg laver ikke mit antal stjerner om, da det stadig ikke lige er noget for mig. Jeg ved ikke helt præcis hvad det er - selve universet, personerne, handlingen - en blanding af det hele. Mange af dem fra læseklubben sammenlignede den meget med spillet, og siden jeg ikke har prøvet det, ved jeg ikke om jeg mangler det ekstra lag som det åbenbart giver. Det var i hvert fald tydeligt at de var meget mere begejstrede for bogen end mig.
Til at starte med fandt jeg det virkelig forvirrende at vi springer så meget frem og tilbage i tiden. Måske fordi jeg læste den over en forholdsvis lang periode, men historien fangede mig bare aldrig rigtig. Der er nogle mellemspil mellem hver historie hvor vi følger Geralt mens han slikker sine sår i et kloster. Historierne indimellem har deres egne handlinger og personer. Disse historier er så med til at bygge grund for de efterfølgende bøger i serien - har jeg lært. Jeg tror dog ikke min interesse for bogen er stor nok til at jeg vil læse videre - i hvert fald ikke lige nu.
Jeg havde forventet en mere wow-agtig-følelse mens jeg læste den, men den indfandt sig aldrig. Jeg synes at personerne klikkede fint sammen, sproget er meget a la John Flanagans i "Skyggens lærling", især humoren er noget af det der bærer historien meget. Geralt har en suveræn form for humor og selvom han skal forestille sig at være det her hårde super-menneske, så er han faktisk mere menneskelig end de menneskelige karaktere i historierne. Han burde ikke blande sig eller knytte bånd, men det gør han og det er med til at gøre ham til en helt ok fyr, selvom han nok ikke slå mig for at sige det. Som sagt kender jeg ikke spillet, og jeg følte ikke at jeg kender universet nu, efter jeg har læst bogen. Jeg har ikke noget klart billede af hvor borge, skove osv. er placeret i forhold til hinanden, og det ødelægger lidt mit helhedsindtryk. Det synes jeg er ærgerligt.
Noget af det gode i historien er alle eventyrfortællingerne der er med. Nu vil jeg ikke kalde dem nyfortolkninger, for det er nok herfra de udspringer på en eller anden måde. Eventyrene er dystre og ikke som vi kender dem, men de monstre der er med, er nogle af dem Geralt kæmper imod. De er inkorporeret på en rigtig god måde og spiller en stor rolle. For vi lærer gennem de møder med eventyrskildringerne at alt hvad der ser grusomt ud, ikke altid er ondt, og ikke alt der er smukt, er godt. Samtidig er universet vi befinder os i, i forfald. Der er både samfunds- og naturmæssige ændringer undervejs, som ikke alene berører Geralt, men alt levende - både godt og ondt. Dette trækker fine spor til hvordan verden er i dag og det er noget af det fantasy er så godt til: vise virkelige problemer i en fantasy-setting, men så vi stadig lærer af det og bliver klogere.
Selvom min anmeldelse nok nu er blevet overvejende god, kan jeg stadig ikke slippe mine første følelser omkring den. Jeg blev stadig aldrig rigtig fanget af historien, måske fordi det er flere små historier og derfor bibeholder jeg min bedømmelse på 3 ud af 5 stjerner.
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Ostatnie zyczenie
Udgivet i: 1993 (på polsk) 2016 (på dansk)
Antal sider: 361
3 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar