Becky Albertalli & Adam Silvera; Hvis det er os [Anmeldereksemplar modtaget af CarlsenPuls]
Bagsidetekst:
Arthur er kun i New York sommeren over, men hvis hans kærlighed til Broadway-musicals har lært ham noget, så er det, at universet kan levere en fantastisk romance, når man mindst venter det.
Ben synes, at universet skulle tage at passe sig selv. For hvis det passede ordentligt på ham, ville han ikke være på vej på posthuset med en kasse fyldt med ekskærestens ting.
Hvad har universet planlagt for Arthur og Ben, da de mødes på posthuset? Måske intet. De skilles trods alt igen. Måske alt. De mødes trods alt igen.
Jeg synes det er fedt at læse bøger der kan få mig til at grine og det er længe siden jeg har grint så meget mens jeg både hørte og læste en bog. Der er virkelig mange god passager og pinlige situationer i denne bog. Det bliver aldrig tåkrummende pinligt og heldigvis for det - for sådan noget kan jeg næsten ikke holde ud at læse. Til gengæld er det underholdende og nogle situationer jeg sagtens kan se for mit indre blik. Der er virkelig også mange gode kommentarer - jeg vil ikke nævne nogen, for I skal selv have glæde af dem når I læser bogen.
Jeg har læst alt hvad der er blevet oversat til dansk af begge forfattere og de skriver begge to virkelig godt. Becky skriver underholdende og med et let sprog, der er fyldt med referencer til fx Harry Potter. Adam er lidt mere filosoferende og med "De dør begge til sidst" sætter han bl.a. fokus på at værdsætte de små ting i ens tilværelse - især hvis man skal dø samme dag. Tilsammen har de skrevet en fin, underholdende historie om tilfældige møder, der måske (måske ikke) fører til stor kærlighed.
De har fokus på hvad tilfældige møder til kan føre til, især hvis man er villig til at sætte en jagt ind på at finde hinanden igen. Det er en historie om hvor langt man vil gå for at få den perfekte første date - også selvom den ikke behøver være perfekt. Jeg kan godt lide tanken om "do-overs" - hvis man ikke er tilfreds, så prøver vi bare igen. På den måde lærer vi både hinanden bedre at kende og os selv - det gør Arthur og Ben i hvert fald.
Arthur og Ben lærer også noget om venskaber. At det kan være svært at vedligeholde hvis der er misforståelser og sårede følelser i klemme. Det kan være svært at komme videre, når man føler sig overset eller udenfor fællesskabet. Samtidig kan det også være svært at finde tilbage til hvordan det engang var - og det er ikke sikkert at man kan. Især hvis der er også er kærlighed indblandet, kan det være svært at finde tilbage til dem man var inden forelskelsen kom. Nogle gange må man også indse at folk ændrer sig og dermed kan venskaber også ændre sig. Det er tror jeg er en lektie vi alle skal lære.
Det er dejligt at der kommer så mange YA-bøger om homoseksualitet, kærlighed og det at finde sig selv. Selvom Arthur og Ben er homoseksuelle, er det ikke det der er hovedfokus - men mere deres spirende kærlighed og tanker om "hvis det var dem". For hvad hvis det rent faktisk kunne lykkes? Med dem? Som mødtes tilfældigt på et posthus? Det er en historie om at turde tage en chance, om at smile til den søde fyr i køen foran en og turde se hvor det kunne bære hen. For det kunne jo rent faktisk blive helt fantastisk. Det kunne jo være ægte, storslået kærlighed.
Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: What If It's Us
Udgivet i: 2018 (på engelsk og dansk)
Antal sider: 449
6 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar