mandag den 29. oktober 2018

Louise O'Neill; Skabt for dig [Anmeldereksemplar]

Louise O'Neill; Skabt for dig [Anmeldereksemplar fra Gyldendal]

Bagsidetekst:
Jeg åbner øjnene og ser direkte op i mit spejlbillede i loftet. Mine lå er for store, mit hår er for uglet, jeg hader mig selv, jeg hader mig selv, jeg hader mig selv.

evaer er designet, ikke født. Skolen oplærer dem til at være perfekte: smukke, gode og Altid Villige. Og til ikke at tænke for meet. Det bryder ingen mænd sig om. evaerne har ventet hele deres liv. Efter seksten år er de parate til at bidrage til det samfund, der har skabt dem. Til at blive kone ... konkubine ... eller en af de kyske. Kun de bedste kommer helt til tops. Og det er Mændene, der vælger. 

Det er sjældent jeg får virkelig ondt i maven over en historie, men denne. Puha, den var ikke rar at læse. Selvom den foregår i et dystopisk samfund, har den så mange tråde til det samfund vi lever i, i dag, at den næsten kunne være foregå i det samfund vi har i dag.

Umiddelbart befinder vi os i et samfund hvor dyr, planteliv og et liv udenfor er forsvundet. Der bliver ikke omtalt nogle naturkatastrofer som kunne skyldes det, men der bliver omtalt at der ikke findes noget udenfor storbyerne. freida er kan godt lide at se naturkanalen og blive klogere på uddøde dyr og det liv vi levede engang. Hun er dog ikke klog nok til at aflæse hvordan dyrene overlevede - kun de stærkeste og klogeste dyr overlever. Fuldstændig ligesom det liv freida lever nu. Da hun begynder at tænke selv og tvivle, forsegles hendes skæbne. Selvom jeg havde lidt håb undervejs, formår hendes egen usikkerhed at stemple hende som uduelig og som en man ikke vil vælge.

freidas dagligdag er fyldt med kontrol over alt hvad hun foretager. Hvad hun skal have på af tøj, hvordan hendes make-up sidder, hvad hun skal spise, hvornår hun skal i skole, hvor meget hun må veje og alt andet. Hun og de andre evaer dyster mod hinanden om hvem der er smukkest, klogest og hvem der ligger på første pladsen. Hele hendes liv har været en kamp om at forblive i toppen og derfor have størst chance for at blive kone. Men som den berygtede ceremoni kommer nærmere, begynder hendes liv at falde fra hinanden. Presset bliver for meget. freida kapitulerer og bryder sammen. Ligesom der er alt for mange unge mennesker der gør i "nutiden".

Når jeg skriver at der er tydelige tråde til det samfund vi lever i, i dag, mener jeg det pres som vi udsætter hinanden for. Børn skal kunne læse tidligere og tidligere, unge skal helst få høje karakterer, klare sig godt i skolen, gå til de rigtige fritidsaktiviteter, have de rigtige venner, det rigtige tøj osv. Nutidens unge presses også til at lyve eller gøre ting som de ikke er trygge ved, blot for at være inde i varmen. Som voksne bliver vi også presset til at kunne klare alt hvad vores arbejde beder os om, vi skal have den perfekte familie og hjem. Der skal være styr på alting og man må ikke vise at livet godt kan være hårdt.

Jeg tror det er vigtigt at vi stopper op, trækker vejret og spørger os selv, om vi virkelig vil leve i et samfund hvor alt er en konkurrence. Hvor selv de tætteste veninder kan vende sig mod hinanden, fordi den ene har noget den anden vil have. Vil vi have stressede børn og unge, allerede mens de går i skole, og burde koncentrere sig om at leve livet? Vi skal huske at stoppe op og dufte til roserne, mærke græsset under fødderne, kysse og kramme dem vi holder af. Ikke alting behøver at være perfekt - jeg tror ikke nødvendigvis at dem med perfekte liv, har et godt liv. Mit liv er ikke perfekt, men jeg er glad - er det ikke det vigtigste?

"Skabt for dig" burde læses af alle. Det er en historie vi kan lære af - både unge og voksne. Det er en historie om at kunne lide den man ser i spejlet, om at være tilfreds med hvem man er og ikke give efter for det høje pres fra samfundet. En gentænkning af hvad der er vigtig, er vist på sin plads!

Tak til Gyldendal for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: Only ever yours
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2018 (på dansk)
Antal sider: 549
5 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar