Boglige nytårsforsætter
Så har vi taget hul på et nyt år og man kan næsten ikke begynde på et nyt år uden at tænke i nytårsforsætter. Jeg er altid ekstremt dårlig til at holde det jeg sætter mig for. Derfor besluttede jeg sidste år at lave en side i min bullet journal med mine nytårsforsætter. På den måde kunne jeg bladre tilbage og bedre holde styr på hvad jeg når og ikke når - det var i hvert fald min plan. Mine nytårsforsætter sidste år var bl.a. at jeg ville bruge mindre tid på min telefon, at jeg ville begynde i fitness og lære at flette mit hår. Og ja, det er gået mere eller mindre godt.
I år vil jeg gøre det samme, men dog med mine boglige nytårsforsætter. 2018 blev året hvor jeg slog min hidtidige læserekord og året hvor jeg nærmest druknede i anmeldereksemplarer. Ikke at det er dårligt - tværtimod, så elsker jeg jo at få bogpakker, men det kan godt give dårlig samvittighed at have meget til at ligge (og ligge længe) og jeg kan mærke at det ikke gør noget godt for mig på den psykiske side at se på de evigt voksende bunker. Heldigvis nåede jeg en del i min juleferie, men jeg er stadig ikke i bund.
Derfor har jeg besluttet at jeg vil blive bedre til at sige nej tak - det har jeg allerede øvet mig lidt på i slutningen af 2018. Misforstå mig ikke - jeg vil ikke sige nej til alt, men måske blive bedre til at vælge lidt mere med omhu hvad jeg siger ja til. Hvis det er noget hvor min mavefornemmelse siger mig, at jeg ikke vil få det læst, så hellere sige nej, end bare takke ja og lade bogen enden i bunden af stakken. Jeg synes ikke det er fair overfor hverken forfattere og forlag der sender bøger, eller overfor mig selv.
En anden ting jeg har sat mig for er - det har jeg sagt før, men vi prøver igen - at få læst en engelsk bog hver måned. Ligegyldigt om det er tegneserie, graphic novel, bog, ebog eller lydbog - så tæller det. Jeg har så mange flotte og (af hvad jeg har læst mig til) gode engelske bøger til at stå. Enten nogen jeg har købt eller fået i en OwlCrate. Der er så meget litteratur der ikke bliver oversat, men derfor skal det jo ikke snyde mig for læseoplevelsen. Jeg vil starte med at pakke to bøger på engelsk og tage med når vi skal på skiferie!
Jeg vil også gøre et forsøg på at få læst nogle af de serier jeg har ejet i lang tid, men aldrig fået læst. Jeg kan nævne fx "Shiver" af Maggie Stiefvater, "Den gyldne nøgle" af Lene Dybdal og "Otoriklanens fortællinger" af Lian Hearn. Og jeg har flere, som jeg helst ikke vil indrømme ... (Shh ... Hunger games ...) Mon ikke det er ved at være tiden for at jeg skal læse dem?
Så vil jeg læse mere med Iris. Jeg læser en del med hende i forvejen, men jeg kunne godt tænke mig at eksperimentere med at læse godnathistorier. Det er nemlig ikke noget vi gør i hjemme hos os. Vi har dog putteritualer: ofte kommer hun i bad, ser lidt tv og godnatsang på Ramasjang og så ind i seng, hvor vi også synger en sang for hende. Så er det forskelligt om hun så falder i søvn med det samme eller ligger og snakker eller synger for sig selv, indtil hun falder i søvn. Hun er ikke ked af at ligge derinde. Men jeg kunne godt tænke mig at begynde at læse op for hende når hun er puttet. Hvad er jeres erfaringer med børn og godnatlæsning? Jeg vil gerne høre hvad I gør og hvordan det fungerer for jer.
Slutteligt har jeg et punkt der måske ikke helt går under kategorien bogligt nytårsforsæt, men den kommer med alligevel. Jeg vil rigtig gerne forsøge at blive bedre til at tage billeder til både bloggen og Instagram. Jeg vil gerne have at billederne er inspirerende og giver lyst til at læse. Til det, vil jeg høre om der er nogle ting I hellere vil se mere af, noget I ikke gider at se og så videre. Så vil jeg gøre mit bedste for at efterkomme de ønsker!
Har I nogle boglige nytårsforsætter, så vil jeg mægtig gerne høre om dem - læg en kommentar, måske kan jeg føje flere til min egen liste!
Spændende - håber du kaster dig ud i de engelske bøger, for der er langt større udvalg, når man først er begyndt på det (hvilket selvfølgelig også kan blive en udfordring i sidste ende ;-))
SvarSletJeg har holdt mig til to udfordringer i år - at læse mindst én bog på over 500 sider om måneden (ikke at det normalt er et problem for mig, men jeg har lidt for mange tykke ulæste bøger stående på hylderne pt), og så skal jeg læse en Stephen King bog om måneden.
Mvh.
Den lille Bogblog