mandag den 20. maj 2019

Erika Johansen; Invasionen af Tearling

Erika Johansen; Invasionen af Tearling (Dronningen af Tearling, #2)

Bagsidetekst:
Kelsea er kommet på tværs af Den Røde Dronning, som nu ønsker hævn. Det udløser en indædt kamp mellem de to rivalinder, mens befolkningen i Tearling samler sig i frygt. Spørgsmålet er: Kan den mystiske pige Lily hjælpe Kelsea? Eller er Tearlings undergang nær?

Jeg ved godt at jeg var imponeret over første bind i denne serie og jeg var meget spændt på om anden del kunne leve op til forventningerne - det kan den! Bare rolig.

Første gang vi støder på Lily blev jeg dog noget forvirret, og det tog lige lidt tid for mig at finde ud af hvordan det kunne foregå. Men derudover er jeg solgt. Jeg synes det hele fungerer rigtig godt og selvom skiftene fra person til person godt kan være lidt forvirrende, fanger man hurtigt hvem man er hos. Det er også med til at gøre historien ekstra spændende, fordi vi hører halve sandheder hele tiden, løgne og hemmeligheder - og som læser var jeg ligeså meget i tvivl som Kelsea er.

Samtidig er det virkelig forfriskende med en hovedperson, der skal forestille at være god, men som ikke nødvendigvis er det hele tiden. Kelsea kæmper virkelig for at beskytte sit folk, men hun er ung og naiv og træffer derfor (lidt for ofte måske) nogle dårlige beslutninger. Hun må bare skylden og presset på sine skuldre, og det finder hun svært. Især fordi hun forandrer sig - og hun ved ikke ind til hvad, men hun ved at hun ikke helt bryder sig om det.

I denne serie bliver "nutiden", en verden med teknologiske bekvemmeligheder, medicin og meget mere, blandet sammen med en middelalderlig verden uden teknologi, men med en hverdag hvor man skal kæmpe for overlevelse. Jeg kan godt lide det miks og heri virker det rigtig godt. Der er nogen der er gået fra det ene til det andet og har skabt en ny verden - den "Udvandring", som vi hørte om i første bog, lærer vi meget mere om i denne, og jeg håber at få mine sidste spørgsmål besvaret i det afsluttende bind.

Jeg er virkelig glad for at jeg endelig har fået taget mig sammen til at læse bøgerne - og nu har jeg jo den fordel at jeg hurtigt kan gå videre til sidste bind, i stedet for at vente flere år på den! Hvis du endnu ikke har læst serien, men er fan af fantasy, krig, magi og et godt spækket persongalleri, så er det her helt klaret serien for dig!

Fakta:
Forlag: People's Press
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2017 (på dansk)
Antal sider: 533
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar