onsdag den 15. maj 2019

Patrick Ness; Krigens monstre [Anmeldereksemplar]

Patrick Ness; Krigens monstre (Chaos Walking, #3) [Anmeldereksemplar fra CarlsenPuls]

Bagsidetekst:
Tre hære er i krig, og de har kun ét mål: at udslette hinanden. Midt i det hele står Todd og Viola, og de har svært ved at vælge side. Håbet om fred er ved at forsvinde, og så melder en tredje stemme sig. En stemme, der tørster efter hævn.

Nu tvinges Todd og Viola for alvor til at tage del i kampen, men hvad vil der være tilbage af dem, når krig forvandler mennesker til monstre?

Jeg tror aldrig jeg har haft så høje forventninger til et afsluttende bind i en serie, som jeg havde til "Krigens monstre". "Chaos Walking"-serien er noget af det mest syrede, mest hæsblæsende, mest fantasifulde, mest forvirrende og mest enestående jeg har læst i meget lang tid. Det er markant anderledes end alt andet fantasy jeg har læst, og selvom det tog lidt tilvænning fordi skrivestilen er lidt spøjs, så går det hele bare op i en højere enhed.

Det har været interessant at se Todd og Violas udvikling igennem de tre bøger. Todd lagde ud med at være usikker på sig selv, men alligevel var han i stand til at træffe nogle svære beslutninger - han var dog ofte præget af dårlig samvittighed bagefter. Todd er stadig usikker og naiv, men han har noget at kæmpe for nu - og det gør han, med næb og klør. Han gør dog stadig nogle dumme ting, men om det er udelukkende Todds skyld, vil jeg ikke afsløre. Viola er den fremmede der skal lære af være alene, på en fremmed planet, og uden at vide hvem hun kan stole på - hun ved dog at hun kan stole på Todd ... eller kan hun nu også det?

En anden ting jeg nemlig elsker ved denne serie er, at man er konstant i tvivl om hvem der er de gode og de onde. Selvom Borgmesteren er fjenden, gør han nogle gode ting - for sin egen vindings skyld - men alligevel. Selvom Todd er helten, begår han fejl og dummer sig - hvilket viser noget fundamentalt ved menneskeden: det er menneskelig at fejle. Og hvis vi aldrig fejler, bliver vi ikke klogere. Todd og Viola elsker hinanden, men de tvivler også stadig på hinanden. Det kan være svært for mennesker, der har mistet alle omkring sig, at stole på andre og både Todd og Viola har mistet dem der betyder mest for dem.

Borgmesteren og mater Coyle kæmper for det store gode - i følge dem selv. Men for hvem er det godt? Hvor mange skal dø? Fordi det er godt for nogen, behøver det ikke betyde at det er godt for alle. Vi møder også personer der følger den der har magten - som skifter meget i løbet af bogen. Krig forvandler mennesker til monstre - for i krig gør man utilgivelige ting for at vinde. Om det så er ofrene værd, vil tiden vise. Samtidig kender vi som læser, heller ikke alle planer og hemmeligheder, hvilket gør historien sindsygt medrivende og spændende. Den konstante usikkerhed omkring hvad der nu vil ske, medfører at pulsen er høj og at man nogle gange næsten ikke tør bladre, af frygt for hvad der kan ske.

Jeg glæder mig virkelig meget til at se filmen som gerne skulle have præmiere til næste år. Om den kan leve op til mine forventninger er så en anden sag, men det jeg har set indtil videre tegner til at blive godt!

Hvis du endnu ikke har læst denne serie, så kan jeg kun anbefale at gøre det! Som skrevet, kræver skrivestilen lidt tilvænning, men når man har vænnet sig til det, er en læseoplevelse i særklasse!

Tak til CarlsenPuls for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: CarlsenPuls
Original titel: The Monsters of Men
Udgivet i: 2010 (på engelsk) 2019 (på dansk)
Antal sider: 656
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar