tirsdag den 20. november 2018

Albus - en børnelitteratur festival

Albus - en børnelitteratur festival

Den første weekend i november var jeg inviteret til Århus og DOKK1 for at deltage i Albus festivallen. Festivallen er helt ny og sætter fokus på børnelitteratur. Der var både besøg af danske og udenlandske forfattere og illustratorer. Selvom festivallen er ny, håber jeg bestemt at den vil komme igen næste år og fremadrettet vil blive et fast punkt på efterårets bogprogram. Jeg var inviteret sammen med Kristine, for at fortælle om at være bogblogger.

Jeg takker mange gange for invitationen!

Albus er for børn, børnefamilier og andre barnlige sjæle der elsker bøger, elsker at læse og snakke om bøger (og voksne er selvfølgelig også velkomne!). Programmet var fyldt med dygtige børnebogsfolk som både Kim Fupz Aakeson, Jan Kjær, John Kenn Mortensen, Anne Sofie Hammer (for at nævne nogle få) og en skriveworkshop med Malene Sølvsten (øv at jeg ikke var i den tilladte aldersgruppe!)

Inden det blev Kristine og min tur til at stå på scenen fik vi hørt Pernille L. Stenby fortælle om sin bog "Inkarnation", vi hørte Jan Kjær fortælle om "Nomerne" og så ham tegne et monster på fem minutter (rimelig sejt!) og fra Høst & Søn hørte vi redaktør Nanna fortælle om vigtigheden af at læse og hvilke udgivelser de har i deres katalog for både børn og unge læsere.

Jan Kjær tegner monstre på fem minutter!
Som skrevet tidligere skulle Kristine og jeg snakke om at bogblogge og heldigvis kom der nogen som gerne ville høre på os - pyha! Kristine havde lavet et lille powerpoint show med enkelte stikord vi kunne snakke ud fra. Vi fortalte om hvorfor vi var begyndt at blogge, hvordan vi griber det an. Jeg blogger på den "traditionelle" måde med en internet blog, hvor jeg skriver indlæg og Kristine blogger på Instagram, hvor hun lægger korte, men skarpe anmeldelser på at de bøger hun læser. Jeg kan godt lide at have pladsen til at skrive de lidt længere anmeldelser, så derfor holder jeg mig (indtil videre) til den måde at blogge på. Så snakkede vi om det at skrive en anmeldelse, hvordan man skriver en "dårlig" anmeldelse, om at få kontakt til forlag, tage billeder og meget andet. Vi sluttede af med at huske på at vi gør det fordi vi synes det er sjovt - så hvis man vil kaste sig ud i det, skal man huske på det: at man skal have det sjovt! Vi gør det i vores fritid og derfor er det vigtigt at man ikke kører død i det, men husker på at vi gør det fordi vi elsker bøger og gerne vil dele vores oplevelser med andre.



Til slut hørte vi Boris Hansen, Malene Sølvsten og Cecilie Eken snakke om fantasy som genre, om hvordan den har udviklet sig, om hvordan det er at skrive fantasy og hvad man kan tillade sig at skrive om. Det var en god og livlig debat der blev faciliteret af Eva Lucia.

Boris Hansen, Malene Sølvsten og Cecilie Eken i snak om fantasy med Eva Luica.
Alt i alt var det en rigtig hyggelig dag, som desværre sluttede rigtig øv! Jeg ved ikke om I følger mig på Instagram eller har set det på Kristines blog, men DOKK1s parkeringshus spiste min bil og ville ikke give mig den tilbage. Der var en fejl - muligvis en anden bil der holdt skævt parkeret, who knows - og de kunne ikke sige hvornår den blev fikset. Suk. Efter en del vente og efterfølgende taxatur til Aalborg og Hals, og retur, fik jeg min bil igen. Så jeg har lært min lektie: parker aldrig på DOKK1!

Fik et billede med søde og dygtige Malene - og jeg havde selvfølgelig min ravnetrøje på!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar