fredag den 16. november 2018

Johan Egerkrans; Nordiske guder [Anmeldereksemplar]

Johan Egerkrans; Nordiske guder [Anmeldereksemplar tilsendt fra Alvilda]

Bagsidetekst:
En verden født af is og ild. Ni riger, hvor jætter, monstre og guder lever i verdenstræets skygge. En storslået kamp mod en uundgåelig skæbne.

En smukt illustreret bog, som rummer de mest spændende og fantasifulde eventyr fra den nordiske mytologi i Johan Egerkrans' fortolkning - guder, jætter, dværge, valkyrier, monstre og helte i en mørk, blodig, fantastisk og til tider humoristisk rejse gennem den nordiske gudeverden. 

Det kan ikke komme bag på nogen at jeg er stor fan af nordisk mytologi. Jeg elsker Jens Henrik Olsens serie om "Erik Menneskesøn", jeg har læst Neil Gaimans "Nordisk mytologi" og "Ravnenes Hvisken" og "Ravneringene" der har tråde tilbage til de nordiske guder. Jeg finder det meget fascinerende og hyggeligt at vende tilbage til kendte historier igen og igen.


Jeg kendte de fleste af historierne i forvejen, fx den om hvordan Odin - takket været Loke - fik sin hest, Sleipner og Asgård fik sin mur og den om Balder døde, men selvom jeg har læst dem før, læser jeg dem gladeligt igen. Det er historier jeg aldrig bliver trætte af og som jeg kan blive ved med at lære nyt af. Der er også nogle historier jeg ikke kendte så godt, så der var også lidt nyt i bogen.


Der er historier om både aser, jætter, trolde, monstre og andet godtfolk fra nordiske mytologi. Det bygges fint op med skabelsen af jorden, aserne og vanernes indbyrdes kamp og optrapningen til Ragnarok. Historierne er skrevet i et letforståeligt sprog, så selv de lidt mindre læsere kan være med. Bogen er i det hele taget en stor fornøjelse at sidde med. Ikke alene fordi det er en stor, flot bog der føles lækker, men også fordi der er utrolig smukke illustrationer hele vejen igennem. Det er faktisk lige før det er et kunstværk i sig selv.


Selvom jeg ikke læser så meget faglitteratur, tror jeg dette må være et emne, jeg aldrig bliver træt af at læse om. Det føles lidt som at komme hjem blandt gode venner (og selvfølgelig lidt fjender) og blive budt på et glas mjød. Det er hyggelig og til tider lidt uhyggelig læsning, men jeg anbefaler den varmt til alle der elsker nordisk mytologi. Det er helt sikkert en bog jeg vil vende tilbage til, bladre igennem, nyde og indsnuse.

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar!

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Nordiska gudar
Udgivet i: 2018
Antal sider: 159
6 ud af 6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar