Christine Lund Jakobsen; Hermans have [Anmeldereksemplar fra Vild Maksine]
Bagsidetekst:
Herman bor helt alene i sin have, og sådan vil han gerne have, at det skal fortsætte. Men en dag begynder ubudne gæster at trænge sig på ...
Jeg har tidligere læst og skrevet lektørudtalelse på Christines billedbog "Pigen med den sorte kuffert" - og selvom det er en utrolig barsk historie om sorg, tab og om at komme videre, er den stadigvæk meget flot i sit udtryk. Jeg synes illustrationerne er virkelig flotte og de underbygger rigtig godt stemningen i bogen.
De samme ting kan jeg sige om denne. Selvom den ikke er trist på samme måde som historien om pigen, er der alligevel noget tragisk over Herman. Herman elsker sin have. Han passer og plejer den efter alle kunstens regler. Han holder så meget af den at han har lukket sig inde i haven. Han bygger et stort hegn rundt om hele haven, og selv ikke engang da der bliver banket på og råbt om hjælp, vil han lukke folk ind.
Herman bliver dog nød til at indse at han har brug for at lukke folk ind. For en nat rumler og brager det udenfor og da han vågner næste morgen, svæver han rundt i rummet - helt alene. Herman må nu åbne sin have og arbejde sammen med hans medmennesker om at bygge jorden op igen.
Som i "Pigen med den sorte kuffert" er der i den pæne indpakning et stærkt budskab. I "Hermans have" er budskabet at turde lukke det ind i vi ikke kender. Vi skal også lære at acceptere hinandens forskelligheder, og indse at netop forskelligheder også kan være en styrke når der skal løses store problemer - som fx det at svæve rundt i universet uden særlig meget fast grund under fødderne.
"Hermans have" er endnu en smuk perle fra Christines hånd og hun forstår på fineste vis at få formildet et vigtigt budskab. Selvom mange børn måske vil have svært ved at se budskabet, men i stedet opfatte historien som fantasifuld, kan samtalerne man kan have om historien være med at skabe forståelse for budskabet og hvad Christine håber at opnå.
Tak til Vild Maskine for anmeldereksemplar!
Fakta:
Forlag: Vild Maskine
Udgivet i: 2018
Antal sider: 40
5 ud af 6 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar