Jandy Nelson; Himlen ved mine fødder
Bagsidetekst:
17-årige Lennie mister pludselig sin søster Bailey. En fatal hjertefejl viser det sig. Varme, livsglade, dejlige Bailey. Lennie føler sig helt alene med sit ubærlige savn. Men der er én, der forstår hende: Baileys efterladte kæreste, Toby. De to søger trøst hos hinanden i deres fælles sorg. Og så dukker Joe op. Den nye fyr på skolen, som aldrig har kendt Bailey, og som taler og smiler til Lennie, så det giver stød i hele kroppen. Nu er Lennie splittet mellem Toby, der giver Bailey liv, og Joe, der giver Lennie liv. Og må man overhovedet føle glæde, når sorgen er så tæt og sort.
Lennie er startet i skole igen efter tabet af sin søster Bailey. Hun føler sig som Moses da han nåede til Det Røde Hav - for alle eleverne går til siden for hende, så hun kan komme til. Lennie vidste at det ville ske, men alligevel er hun langt fra forberedt og hun er på ingen måder forberedt på den nye fyr, Joe, der har siddet på hendes plads og som smiler til hende på en måde, hun aldrig er blevet smilet til før.
Hjemme hos bedstemor hænger sorgen og tabet af Bailey som en stor sky over både Lennie, bedstemor og Big, Lennies onkel. Lennie begraver sig i deres fælles værelse, går med Baileys tøj og kan ikke nænne at begynde at pakke noget af det ned. For hun vil ikke miste hende igen. Baileys kæreste Toby har det på samme måde og da han en dag kysser Lennie, er det både helt forkert og alligevel så rigtigt. Men hvem er det Toby kysser?
Lennie har stort set ikke spillet på sin klarinet siden Bailey døde, men der er noget ved musikgeniet, Joe, der får noget af hende til at ville spille igen. Men kan hun tillade sig at spille og være glad, når Bailey aldrig mere vil høre hende spille? Det er sommer og Joe begynder at hænge ud hjemme hos Lennie hver morgen. Der er en følelse i hende der vokser og vokser når han er i nærheden, men når han forsvinder overvinder sorgen hende og trækker hende mod Toby, for han kan få Bailey frem igen.
Snart må Lennie dog vælge - skal hun vælge Toby, som får hende til at huske, eller Joe, der får hende til at glemme?
Jeg elsker denne bog! Jeg elsker Jandy Nelsons måde at skrive om så livsbekræftende om sorg, tilgivelse og kærlighed. Jeg elsker bedstemoren i denne historie. Jeg elsker den hashrygende og kvindeglade onkel. Jeg elsker Toby for sin helterolle. Jeg elsker Joe for at skrive musik til Lennie. Og jeg elsker Lennie fordi hun til trods for den alopslugende sorg hun befinder i, tør lade sig forelske, være glad og endelig træffe de valg er for hendes eget bedste.
Det er en utrolig smuk historie om at finde sig selv i en verden hvor ens mest fortrolige pludselig ikke er der mere. En historie om at finde modet til at være glad igen, selvom man stadig er i sorg og det er en historie om at finde viljen til at leve, velvidende at alting aldrig bliver som det var en gang.
En hjertevarm fortælling, der ligesom "Jeg henter solen ned" får trykket på alle de rigtige knapper så du sidder tilbage med et smil om læben og med en dejlig fornemmelse af at selvom verden kan være et mørkt sted, så vil der altid være nogen derude der kan tænde lys og jage mørket væk.
"Jeg hørte det her udtryk engang: Hver gang et menneske dør, brænder et bibliotek."
Tak til Gyldendal for bogen!
Fakta:
Forlag: Gyldendal
Original titel: The Sky is Everywhere
Udgivet i: 2010 (på engelsk) og 2015 (på dansk - 2. udgave)
Antal sider: 343
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar