Bagsidetekst:
Lucca har en hemmelighed, som truer med at ødelægge hendes liv. For at få den under kontrol må hun overholde strengere og strengere regler. Og så møder hun Xu. Forelskelse kender ikke til regler, men Lucca kan ikke give slip.
Jeg var på kursus i efteråret hvor Sarah Engell var med for at fortælle om hvor råt det må være i ungdomsbøger. Her læste hun også op af det første kapitel i denne bog og jeg vidste med det samme at det ville blive godt. Ikke alene tager hun igen (ligesom i "21 måder at dø") et emne op, der gør ondt at snakke om, men hun formår også at gøre det på en så ærlig måde at man som læser næsten helt bliver overbevidst om at det er Lucca der har skrevet bogen. Samtidig er det skrevet i et sprog der er legende, livligt og let, så man som læser, har nemt ved at danne indre billeder af historien. Hvordan Luccas hotelværelse ser ud, hvordan Pussy ser ud, hvordan husbåden ligger og vugger blidt i vandet mens solen skinner - det hele står knivskarpt.
Den her bog tager mange tabubelagte og svære emner op. Lucca er cutter og historien behandler hvorfor nogen ser det som den eneste måde at slippe væk fra et indre kaos og i stedet koncentrere sig om en mere håndgribelig smerte. Lucca er homoseksuel, men frygter reaktionen fra sine forældre hvis hun fortalte dem det. Luccas forældre er arbejdsafhængige og de har ikke tid og øje for hvordan Lucca virkelig har det. Dette, samt nogle andre begivenheder som jeg ikke vil komme ind på her, har medført en utrolig dårlig (eller slet ingen) kommunikation mellem Lucca og forældrene. Lucca er skrægslagen for at hendes forældre skal kende sandheden, men samtidig er hendes højeste ønske at de endelig ser hende og spørger hende om hun er ok.
Den handler samtidig også om den første rigtige kærlighed, der er svær, altopslugende og umulig at slippe væk fra når først den har bidt sig fast. Det giver et helt særlig indblik i hovedpersonen tanker og følelser og er med til at skabe en utrolig dyb samhørighedsfølelse, da vi næsten alle sammen kan nikke genkendende til følelse af sommerfugle i maven, når ens udkårne så ens vej og hvor svært det var egentlig at få sagt alle de ting man gerne ville sige.
Det er en uforsødet, ærlig og rå historie, på den brutale måde, og samtidig er den smuk, rørende og fængslende. Skrevet som kun Sarah Engell kan skrive.
Perfektion²
Fakta:
Forlag: Carlsen
Udgivet i: 2016
Antal sider: 408
5 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar