mandag den 13. februar 2017

Arwen Elys Dayton; Den mørke sandhed

Arwen Elys Dayton; Den mørke sandhed (Seeker, #1)

Bagsidetekst:
Hendes arv er ... et kald. En ære. En løgn.

Hele livet har Quin Kincaid trænet til den aften, hvor hun skal aflægge ed og træde i Søgernes rækker. Det er hendes arv, og det er en stor ære. Som Søger skal Quin kæmpe side om side med sine to nærmeste kammerater, Shinobu og John, for at beskytte de svage og de udsatte. Sammen skal de symbolisere lyset i en dunkel verden. Og hun skal være sammen med sin bedste ven - den dreng, hun også elsker. Men den aften, hvor Quin aflægger eden, forandrer alt sig. At være Søger er slet ikke, som hun troede. Hendes familie er ikke, som hun troede. Selv drengen, hun elsker, er ikke længere sig selv. Og nu er det for sent at vende om.

Man skal ikke dømme en bog på dens forside, men jeg er ret pjattet med den her. Den er mystisk og indbydende og lover et spændende eventyr. Det får du også!


Først troede jeg at vi var i middelalderen - eller i hvert fald noget der ligner det. Quin, Shinobu og John bor på et gods. De er middelalderligt klædt. Slås med sværd, knive og dolke fremstillet af et mystisk materiale der kan forandre sig. Derfor blev jeg noget overrasket da der pludselig dukkede en luftbil op. En luftbil, ja. Jeg vil nu nærmere tro at vi befinder os i et lidt steam punk-agtigt univers. For der er både luftskibe, højhuse, biler, ambulancer, mobiltelefoner, men også magi og underlige væsner, der ikke hører til en den "normal" virkelighed. Da jeg først havde vænnet mig til den tanke, gav fortællingen mere mening.

En Søger skal stå for retfærdighed. Beskytte de svage. Det er dog bestemt ikke det Quin oplever på sin første mission og snart står hele hendes tilværelse på den anden ende. Hun er pludselig på flugt fra sin far og drengen hun elsker. En Søger skal ikke købes for penge til at beskytte egne interesser, og derfor passer steam-punk-ideen godt - for en Søger er hævet over det materielle, og samtidig er man mere tilbøjelig til at tro på noget uforklarligt. Jeg ved godt at steam-punk typisk er i renæssancen, men alligevel.

I denne bog skifter vi fortællervinkel. Vi hører både fra Quin, Shinobu, John og en af Gruerne (det finder du af hvad er, når du læser den). Jeg kan virkelig godt lide den måde de skiftende fortællere giver dybde og en bedre forståelse for historien. Fortællingen har et godt flow og et godt sprog. Den er beskrivende, uden at blive for tung, men nok til at jeg sagtens kunne danne mig et billede af godset, London, Hongkong og Intetheden.

Jeg er meget spændt på hvad næste bind afslører - for som læser står man tilbage med mange ubesvarede spørgsmål og med en nagende følelse af, at det hele kun bliver værre!

Tak til Alvilda for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Alvilda
Original titel: Seeker
Udgivet i: 2015 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 441
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar