 |
| Billedet er fundet på Pinterest |
Emil blev syg sidste søndag. Han lå i sengen næsten hele ugen. Torsdag måtte jeg så bukke under og indse at jeg nok havde bedst af at ligge i sengen. I dag vågnede Iris sent og med feber. Op af formiddagen virkede hun dog til at have det bedre, så kan da håbe at det bare er en 24 timers ting, så hun ikke også skal være syg i flere dage.
Faktisk er jeg normalt sjældent syg. Det er klart at efter Iris er kommet til, og især efter hun er startet i dagpleje, at både Emil og jeg har været mere syge end vi plejer. Vi skal jo lige vænne os til de nye baciller hun får med hjem.
Dog har jeg - i snart 4 år døjet med at være forkølet næsten hele året. Jeg har fået lavet stikprøver og jeg slår ikke ud på nogen af dem. Jeg har prøvet flere forskellige slags sprays til næsen, ingen af dem virker. Nu skal jeg til lægen her i marts og forhåbentlig blive viderestillet til sygehuset, så de kan finde ud af hvad der er galt. Jeg frygter lidt, at lægerne gjorde noget, da jeg blev opereret i kæben for 4 år siden, men nu må se.
Samtidig har jeg nok også fået den dårlige vane ikke at passe særlig godt på mig selv. Jo, bevars, jeg pakker mig da ind i varmt tøj, går med halstørklæde og vanter når det er koldt, men sådan ellers. Jeg vil bare gerne så mange ting. Jeg vil gerne bruge tid, når jeg har den, sammen med Iris. Jeg skal også holde hus, vaske tøj osv. Jeg har også en sidebeskæftigelse med at skrive lektørudtalelser, som skal passes. Der er også den voksende stak anmeldereksemplarer jeg skal have læst. Jeg har en blog der skal fodres med indlæg. Disse indlæg skal have billeder og tekst. Jeg har også tre scrapbook-projekter jeg gerne vil lave. Jeg vil også gerne lige kunne holde fri en aften og se en film med Emil.
Jeg har svært ved at få mig selv til at indse at jeg ikke når det hele. Jeg ville gerne have flere timer i døgnet. Flere timer til at læse. Til at gå i biffen eller ud og spise. Når jeg fordyber mig i noget, kan jeg godt give mig selv dårlig samvittighed over, ikke at nå noget andet. Suk. Jeg skal vist blive bedre til ikke at ville for meget hele tiden og også tillade mig selv at se dårlig tv en hel dag - det har jeg ikke gjort siden Iris var helt lille.
Så jeg kan godt køre mig selv for hårdt. Jeg kan godt ignorere de små tegn på sygdom, lige indtil kroppen så siger helt fra - og sådan burde det ikke være, vel?
Kender følelsen alt for godt Line. Tror jeg har gjort det samme, siden jeg var ganske ung, og begynder først nu for alvor at kunne være til stede i én ting ad gangen, for så at have glemt sekundet efter, hvordan jeg gjorde. :D En dårlig vane, eller måske bare det kreative væsens "forbandelse". Vi har idéerne, intentionerne, drivkraften og passionen, men kun 24 timer i døgnet, og vi vil så gerne det hele! Så jeg er helt enig. Man burde øve sig i, også selvom det kun er et par sekunder eller minutter ad gangen til at starte med, at virkelig nyde dét, man så når. Og værdsætte, at man faktisk er blandt dem, der virkelig formår at udnytte døgnets timer og udleve sine drømme. Jeg har sådan beundret din kreativitet og evne til at stå ved den og dine følelser, lige siden jeg lærte dig at kende. <3 Og med mand, barn, hund, hus, arbejde, blog og mere til, så er lidt sofatid dig vist også mere end vel undt. Du har opnået meget mere end mange i din alder. Men ja, tid er bare en KÆMPE mangelvare. Hvis du finder opskriften på mere tid, så vil jeg også meget gerne have den!!! :D Det mht. at passe på sit eget helbred er jeg selv en kæmpe skovl til. Det skal også blive virkelig slemt, førend jeg reagerer på det. Og du har helt ret, det er jo absolut ikke i orden. Måske er næste projekt at øve sig i ro. Det absolut sværeste projekt. At lave ingenting. :D De moderne tiders absurditet og sandhed. Men nu heller ikke det værste at øve sig på. :) Det korte af det lange, jeg kan SÅ godt følge dig! Og jeg håber snart, at de opklarer, hvad der ligger bag din langtidsvarende snue. Det er sq for tidligt med sådanne skavanker for os unge kvindfolk! ;) <3 Kram Helena.
SvarSlet