mandag den 6. februar 2017

Livet som mor #11: 1 år

Livet som mor #11: 1 år

Tænk sig, for et år siden, som jeg skriver det her, var Iris lige kommet til verden. Selvom det føles som i går, er jeg sikker på at jeg ikke kan huske præcis hvordan det var. Jo, jeg kan godt huske smerten og glæden, men sådan helt præcis beskrive hvordan det var? Det tror jeg ikke at jeg kan. Det må være kroppen og hjernen der glemmer.

Nu er der så gået et år. Jeg kan huske at de første måneder føltes meget lange. Jeg lavede jo ikke andet end at amme, skifte ble og sove. De næste måneder gik hurtigere. Iris begyndte jo at reagere når vi gjorde ting. Hun begyndte at smile. Grine. Det sidste halve år er bare fløjet afsted. Først kravlede hun. Begyndte at få mere almindeligt mad. Nu går hun. Er over alt. Helst de steder hun ikke må og nej er åbenbart ikke helt et ord hun forstår - synes i hvert fald vi siger det mange gange.

Hun stortrives i dagplejen. Det er virkelig dejligt at aflevere hende om morgen og se at hun næsten har mere travlt med at komme ind og lege end sige farvel. Det gør mig glad at se hun er glad. Vi kan "snakke" med hende nu - eller, hun snakker i hvert fald til os, hvad hun så siger, er en anden sag. På den ene side glæder jeg mig til der kommer flere "rigtige" ord på. På den anden side, så er det også bare helt vildt hyggeligt at høre pludresnak hele tiden og ikke bekymre sig så meget for hvad man selv siger. Det er noget der hurtigt ændrer sig, har jeg på fornemmelsen.

I går fejrede vi fødselsdag sammen med bedsteforældrene, oldemor, onkel og moster. Der var flag, varm kakao, boller og lagkage. Boller og lagkage var især et hit hos Iris. Der var pakker og sang. Jeg ved godt at hun nok ikke har registreret det som en fødselsdag, men jeg håber da hun kunne mærke at dagen var noget særligt. I dag har vi hygget herhjemme. Danset til det nye musikanlæg. Været en tur i svømmehal, hvor vi mødte en god veninde og hendes børn. Vi har været på McDonald og Iris fik Happy Meal - selvom pomfritter og klementin var mere spændende end burger! Vi har fået god aftensmad og hygget noget mere med moster Helena og onkel Jens.



Selvom jeg føler mig rimelig brugt nu - fredag var Emil og jeg i København for at høre Metallica - frem og tilbage samme dag, så det er ikke blevet til meget søvn - har det alligevel været en rigtig hyggelig weekend med Iris som midtpunkt! Altså mere midtpunkt end hun plejer at være.


Er livet som mor det havde jeg forestillet mig? På ingen måde! Selvom Iris er nem (7-9-13), er det stadig hårdt, krævende og udmattende, men det er det værd, når Iris griner til mig. Kommer hen om aftenen når hun er træt og lige skal have en lille krammer inden vi leger videre. Når hun holder om mine fingre når vi går. Det er det hele værd og jeg ville ikke bytte!