Som jeg skrev i et tidligere indlæg, blev jeg mobbet i folkeskolen og havde ikke mange venner. Jeg var derfor meget alene. Legede meget alene. På det tidspunkt havde jeg ikke fundet ud af hvor stor glæde jeg havde af at læse, så derfor brugte jeg ikke tiden på det.
Jeg brugte - som jeg i hvert fald kan huske - meget tid på at lave historier for mig selv. Digte og fortælle en hel masse. Og jeg fik også svar.
Jeg ved ikke hvornår jeg begyndte på det, men jeg indrømmer at jeg stadig gør det. Ikke så meget som før, men en gang i mellem. Det var hyggeligt og på en eller anden måde også trygt. For selvom jeg blev sagt imod, kunne jeg jo bare være ligeglad. For stemmen tilhørte jo mig selv. Den var ikke en person, nogen jeg skyldte skylden på hvis jeg havde gjort noget forkert eller en decideret usynlig, fiktiv ven jeg havde. Det var bare mig selv. De fleste af samtalerne bliver også bare holdt inde i mit hoved, uden at jeg sagde ordene højt.
Jeg kunne godt spørge om noget, diskutere lidt frem og tilbage, men mest af alt brugte jeg det når jeg var ensom og ikke følte jeg havde andre at snakke med. For jeg havde jo altid mig selv. Jeg kunne godt føre lange samtaler med mig selv - om alt og ingenting. Alt mellem himmel og jord.
Når jeg ikke kunne falde i søvn om aftenen hviskede jeg historier for mig selv. Hvis jeg havde haft en spændende drøm en nat, kunne jeg godt finde på at digte videre på den aftenen efter, for at se om jeg så kunne drømme vider - nogle gange lykkedes det.
I dag bruger jeg det egentlig mere når jeg er nervøs for noget. Så forsøger jeg at fortælle mig selv at det jo nok skal gå. Fx de gange jeg har været til eksamen. Det er - for mig - en rar måde at forvisse mig selv om, at jeg godt kan det jeg skal op og forsvare. At jeg har styr på det. Jeg ved ikke om det som sådan virker, men det er med til at holde mine nerver i ro.
Nu siger jeg til mig selv, at jeg hellere må stoppe med at fortælle, inden I tror jeg er skør - eller mere skør end først antaget!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar