Nick Clausen; Mareridt & Myrekryb #2
Bagsidetekst:
Historier som lurer - historier som knurrer.
Historier som bider - historier som svider.
Historier som tænder - historier som brænder
Syv historier, som giver dig både Mareridt & Myrekryb.
Det er jo ikke nogen hemmelighed at jeg bestemt ikke er så glad for gys og gru-historier. Jeg kan lige til nøds læse en krimi en gang i mellem, men jeg har ofte svært ved at ryste billederne ud af hovedet igen. Det hjælper lidt når det er kortere historier, så er jeg ikke så længe i universet at jeg når at blive helt skræmt.
Jeg kunne godt lide de syv historier i første bind. Selvom de er nemme at læse og forstå (lix-tal er 19), formår de alligevel at krybe ind under huden på en. Især den første historie med "Babysitteren" gjorde indtryk - måske fordi jeg lige selv er blevet mor. Jeg er ikke så god til når skrækkelige ting går ud over små børn, det gør ondt i hjertet på mig. I "Babysitteren" ved vi selvfølgelig ikke helt hvad der er sket med de omtalte børn, men noget ... eller nogen ...
Historien om "Brønden" gjorde også indtryk på mig. Jeg er ikke som sådan mørkeræd, men jeg bryder mig ikke om at befinde mig steder hvor jeg ikke kan se noget - dette gælder også dybe steder. Jeg har aldrig været på bunden af en brønd, men jeg kan fint forestille mig hvordan det må være - uha. Det jeg godt kan lide ved "Brønden" er, at den viser hvor langt man er villig til at gå for at redde sig selv - også selvom det så går ud over nogen man engang var venner med.
I det hele taget viser de her historier, hvor langt man vil gå for at overleve. For håbet. For det tynde halmstrå man kan klamre sig til og bede til at alt bliver ok igen. Det er nok ikke historier jeg vil læse lige inden sengetid, da jeg nok skulle kigge en ekstra gang under sengen inden jeg lade mig til at sove.
Det er gode og spændende historier, der nok skal få hårene i nakken til at rejse sig og få en til at kigge en ekstra gang over skulderen. Samtidig kan jeg godt lide de små forklaringer forfatteren kommer med efter hver historien, hvor han fortæller tanken og inspirationen bag hver enkel historie.
Tak til Forlaget Facet for anmeldereksemplar.
Fakta:
Forlag: Facet
Udgivet i: 2017
Antal sider: 232
4 ud af 5 stjerner
Ingen kommentarer:
Send en kommentar