Jeg elsker musik! Faktisk hører jeg gerne musik hele tiden, hvis jeg kan komme til det. Jeg hører også gerne musik når jeg læser. Som I har kunne læse ud af mine 10 spørgsmål, læste jeg Harry Potter mens jeg hørte Michael Jacksons "History" album. Jeg læste Jana Olivers "Demon Trappers" mens jeg hørte Hoizer. "Seeker - den mørke sandhed" af Arwen Elys Dayton, blev læst mens jeg hørte Celtic Circle - hvilket jo passede perfekt til den bog.
Jeg forsøger ofte at finde noget musik, jeg tror vil passe til den stemning eller fortælling der er i bogen. Ofte ender jeg på Celtic Circle, det er virkelig behageligt for mine øre, ellers bliver det klassisk. Telmore Musik har nogle glimrende klassiske playlister. Hvis jeg læser på dansk er det lige meget om der bliver sunget i det musik jeg hører, men hvis jeg læser på engelsk, skal det helst bare være instrumentalt.
Jeg er ret vild med film fra Studio Ghibli. Hayao Miyazaki har lavet stort set alle dem jeg har set og både illustrativt og musikalsk er de mesterværker. Især "Howl's moving castle" har jeg set utallige gange og jeg nyder både historien og musikken hver gang. Soundtracks fra de film er også noget jeg holder meget af at læse til.
Som barn hørte jeg meget DR Radios dramaspil, "Freja og Lilletor", om den nordiske mytologi, "Maïa og Alexander", den græske, "Verdens tag", den indiske og "Mirja og Mattis", den finske. Jeg synes det var virkelig hyggeligt at høre historier om de forskellige mytologier, enten mens jeg tegnede, eller bare slappede af.
Det er især den om den finske der står mit hjerte nær. En af grundene er, at selve historien om kalevala, virkelig var spændende. Den anden grund, er at der er noget fantastisk musik i den fortælling. Meget af underlægningsmusikken er skrevet af Jean Sibelius og det er simpelthen kakao for øregangene. Især et af stykkerne kan jeg høre om og om igen - selv i dag. Når jeg trænger til at slå hjernen fra, sætter jeg den her på. Så er der ro i knap 8 minutter.
Nu vil jeg dele den med jer. Læn jer tilbage, sluk eventuelt skærmen, så det kun er musikken I hører og nyd det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar