tirsdag den 26. maj 2015
Harlan Coben; Savner dig
Harlan Coben; Savner dig
Bagsidetekst:
Han forlod hende.
Nu er han tilbage.
Eller er han?
Kat Donovan er kriminalbetjent og single. Da hun en aften surfer på en datingside på nettet, falder hun over en profil, der umiddelbart ligner enhver anden, men hun får et chok, da hun nærstuderer det vedhæftede fotografi. Manden på billedet er hendes tidligere forlovede, Jeff, som knuste hendes hjerte - og som hun ikke har set i 18 år.
Men snart er håb afløst af rædsel, da det går op for Kat, at noget er helt galt. Inden længe er hun inddraget i en efterforskning, som udfordrere hendes følelser for alle, der nogensinde har stået hende nær - og samtidig kommer hun alt for tæt på en koldblodig organisation, som ikke viger tilbage for noget som helst i jagten på sit næste bytte.
Efterhånden som Kat bliver suget ind i mørket bag internettet, må hun mobilisere alle sine kræfter for at overleve - og leve med det, hun afslører.
Kat Donovan er alene. Hendes mor har hun ikke et specielt godt forhold til, hendes søskende snakker hun heller ikke rigtig med og faren blev myrdet for 18 år siden. En sag som ifølge Kat aldrig er blevet opklaret, også selvom de har fængslet en for mordet. Kat har sin bedste veninde Stacy, sin yogainstruktør, en skizofren transvestit, der går under navnet Aqua og sit arbejde som kriminalbetjent.
Kat er ikke desperat, men hun savner nu alligevel en at være sammen med, så da Stacy opretter en profil til Kat på en online datingside, er Kat ikke helt afvisende. En aften sidder Kat så og scroller profiler igennem, hun ved godt hun er kræsen, men alligevel er der en profil der fanger hendes opmærksomhed. Kat kigger på profilbilledet og pludselig går det op for hende at hun kigger på et billede af sin tidligere forlovede, Jeff, der knuste hendes hjerte for 18 år siden. Hun er i vildrede - skal hun skrive til ham eller lade være?
Næste morgen da Kat møder ind på arbejde får hun at vide at farens morder er syg af kræft og ikke har langt igen. Kat har aldrig helt opgivet sin fars sag, for selvom alle beviser peger på den mand der sidder i fængsel, føles noget stadig forkert. Kat ser sit snit til at tage op og snakke med morderen én sidste gang - og hun går der fra med foruroligende nyheder, der gør at hun igen kaster sig over sagen, og jo nærmere hun kommer sandheden jo mere frygter hun at opklare det.
Samtidig er en ung dreng ved navn Brandon mødt op på politigården og vil kun snakke med Kat. Han frygter for sin mors liv og selvom Kat forsøger at slå det væk, kan hun ikke undgå at blive interesseret i sagen og da online-Jeff ikke opfører sig som virkelig-Jeff ville have gjort bliver Kat for alvor opmærksom på at der er noget galt! Før hun kan se sig om og uden at nå at overveje konsekvenserne er hun pludselig hvirvlet ind i en meget større sag end hun nogensinde havde forestillet sig.
"Savner dig" er en utrolig velskrevet krimi, hvor man som læser, aldrig helt ved hvad kommer næste gang. Jeg synes det fungerer rigtig godt at der hele tiden kommer små ledetråde til sandheden, men at den først går op for en til sidst - det gjorde den i hvert fald for mig. Man sidder hele tiden med en følelse af at der er noget galt, og jo længere Kat kommer i sin efterforskning, jo mere går det op for en, at der virkelig er noget helt galt.
Bogen er skrevet i et flydende, letforståeligt sprog, men det er på ingen måde en svaghed. Faktisk gør det, at bogen er meget svær at lægge fra sig. En anden ting der også gør det, er at ved hvert kapitel skiftes der ofte synsvinkel - så i nogle kapitler følger vi Kat, i andre, følger vi forbryderen. Dette giver et godt flow i bogen og gør at vi kommer til at kende både Kat og forbryderen rigtig godt.
Selvom handlingen er dyster, er der alligevel plads til humor, (klamme) scorereplikker, irriterende makkere, som overrasker positivt og god venindehumor.
Jeg har ikke tidligere læst noget af Harlan Coben, men jeg er glad for at jeg nu har stiftet bekendtskab med ham - og "Savner dig" er bestemt en god bog at starte på!
Tak til Plusbog for anmeldereksemplar af bogen!
Fakta:
Forlag: Gads forlag
Original titel: Missing you
Udgivet i: 2014 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 397
Læst på dansk og som e-bog
4 ud af 5 stjerner
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar