fredag den 22. maj 2015

Sara Ohlsson; Jeg er desværre død og kan ikke komme i skole i dag


Sara Ohlsson; Jeg er desværre død og kan ikke komme i skole i dag

Bagsidetekst:
Olivia er blevet droppet af John. Han vil ikke længere være kærester, og hun kan ikke forestille sig, hvordan hun skal overleve uden ham. For hvem er hun uden sin perfekte kæreste, uden det perfekte forhold? Er hun i virkeligheden typen, som kun kan kysse den, hun elsker? Eller skal hun gøre som Danijel: grine; når man er glad, skrige, når man er gal, bolle, når man er liderlig? Alle har en mening om, hvad man skal. Men der er ting, man må gøre alene, og det er kun Olivia, der kan finde ud af, hvem den rigtige Olivia er.

Olivia er 17 år og kæreste med den perfekte John på 21, eller det vil sige, at hun var kærester med den perfekte John. Efter tre års forhold slår han op og Olivias verden falder fra hinanden. Hvordan kan hun nu gå i skole, lave lektier og koncentrere sig om fremtiden, når han har taget fremtiden med sig da han gik?

Olivias bedste venner Tor og Emma forsøger at opmuntre hende og sammen med Emma laver Olivia en plan om at få John tilbage igen, for det er jo det hun vil ... eller er det?

For pludselig befinder Olivia sig i en kaotisk hverdag, hvor hun har noget kørende med flere fyre og drikker lidt for meget. Hun kan ikke finde ud af hvad hun vil. Skal hun gøre som Danijel, som hun egentlig altid har tænkt som klam, men nu pludselig ikke kan få nok af, og grine, når man er glad, skrige, når man er ked osv - eller skal hun være som barndomsveninden Janni, der knalder med alt med en puls.

Sammen med alt det følelsesmæssige rod Olivia går igennem, går det op for hende at hendes forældre har problemer, og så er der jo stadig John, der lurer i kulissen, og vist nok har fortrudt, men hvorfor har han så en anden kæreste?

Olivia må indse at den eneste der kan træffe beslutninger for hende, er hende selv - men først må hun finde ud af hvad det i virkeligheden er hun vil!


Som med "En to kaos", fik denne bog mig til at mindes mine teenageår, og hvordan det føltes når den fyr man troede man skulle være sammen med for altid, slog op. For det beskriver denne bog virkelig godt - man murer sig inde i sig selv, græder, griner hysterisk fordi man ikke vil indse sandheden. Man forsøger at finde en mening med hvorfor det sluttede - hvilket ofte fører til overanalysering af selv de mindste smil. Når man er kommet en smule ovenpå igen, tager man til alt for mange fester, går alt for meget i byen og drikker alt for mange øl, der giver følelsen af at alting nok skal gå, men som giver de værste moralske tømmermænd dagen efter.

"Jeg er desværre død og kan ikke komme i skole i dag" er skrevet i et meget hverdagsagtigt og talesprog, der er ingen kapitler, men hvert afsnit i bogen er ikke særlig langt, så det er nemt at holde pause, hvis det bliver nødvendigt. Jeg læste bogen ud i en køre og følte mig ok underholdt. Der blev nikket genkendende til alt for mange af Olivias følelser og handlinger i bogen, for hvem har ikke stået i den situation?

Der var ikke noget sensationelt nyskabende over bogen, men det er en fin historie, med masser af samtaleemner der kan tages op til diskussion bagefter.

Fakta:
Forlag: Turbine
Original titel:Jag är tyvärr död och kan inte komma till skolan idag
Udgivet i: 2011 (på svensk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 311
Læst på dansk
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar