mandag den 18. maj 2015

Marie Lu; Legend


Marie Lu; Legend (Legend, #1)

June er en af Republikken Amerikas unge stjernesoldater og har en strålende militærkarriere foran sig. Day er opvokset i slummen og er nu en af Republikkens mest eftersøgte sabotører.

Deres verdener ligger uendeligt langt fra hinanden, men da Day bliver mistænkt for mordet på Junes bror, sætter hun alt ind på at finde ham. Ingen metoder er for beskidte til at fange Day - og hun har Republikkens fulde opbakning til at gøre det af med den kriminelle oprører.

Efterhånden som Juno zoomer ind på Day, opdager de dog hver for sig, at der måske er andre ting end mordet på Junes bror, der binder dem sammen. Men det er dødensfarlig og dybt begravet viden - og Republikken skyr ingen midler for at holde sandheden skjult ...

June er forældreløs. Hun har kun Metias, hendes storebror, der er højt på strå i militæret - eller det tror hun i hvert fald at han er. June selv er stjerneelev på militærakademiet, hun scorede 1500 point i den prøve alle børn skal igennem - som den eneste i Republikken - eller det tror hun i hvert fald.

En aften kommer Metias dog ikke hjem og June får den dårlige nyhed forklaret med at Day har slået ham ihjel. Day der er eftersøgt i hele Republikken fordi han er en glimrende sabotør. Day der egentlig prøver at beskytte og tage vare på sin familie, sådan lidt på afstand.

June får tildelt en undercover mission hvor hun har lov til det hele, snyd, bedrag - måske endda mord? - hvis bare hun fanger Day. Da de endelig mødes ved de ikke hvem hinanden er, men efterhånden som missionen skrider frem begynder June dog at mistænke Day for at være Day - men ikke før der har været lidt amoriner i luften - hvilket jeg godt kan sige, for man har på fornemmelsen fra start af, at der vil være noget mellem dem.

Republikken er dog langt fra sort og hvid som både June og Day går og tror - de gemmer på frygtelige hemmeligheder som bestemt ikke vil have det godt med at blive luftet. Republikken værner godt om disse hemmeligheder, men det forhindrer ikke June og Day i at snuse rundt - det er dog med livet som indsats og hvordan vil de reagere når de finder ud af sandheden?


"Legend" er blevet spået til at bl.a. blevet omtalt som den nye Hunger Games - jeg har (endnu!) ikke fået læst den, så den kan jeg ikke sammenligne med, men jeg synes at "Legend" er ufattelig spændende! June og Day skiftes til at fortælle - når det er Day er det guldskrift og Junes skrift er sort, når man har læst længe nok, lægger man ikke længere mærke til det (ligesom i Den uendelige historie, meget sjovt egentligt!). Det giver et rigtig godt flow i fortællingen at de skiftes, især fordi de meget af tiden ikke er sammen, så derfor oplever de ikke de samme ting. Det giver også et godt indblik i deres tanker og bevæggrunde og gør at man får et godt kendskab til dem.

Selve tanken om det dystopiske regeringssystem der er korrupt og uden empati, er ikke ny, men jeg synes dog at det bliver behandlet anderledes her. Historien er noget mere dyster end andet af lignende karakter jeg har læst, og det kan jeg egentlig godt lide. Som læser var jeg hooked fra første side og jeg måtte kæmpe for ikke at læse den lille smagsprøve på bind 2 der er til slut. Jeg glæder mig meget til bind 2 - og mon ikke også denne serie bliver transformeret til en film på et tidspunkt? I så fald skal den helt klart ses, men nu venter jeg spændt til juni hvor efterfølgeren kommer!

Fakta:
Forlag: Carlsen
Original titel: Legend
Udgivet i: 2011 (på engelsk) og 2015 (på dansk)
Antal sider: 332
Læst på dansk
5 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar