torsdag den 13. oktober 2016

Jacob Oliver Krarup; Oprøret

Jacob Oliver Krarup; Oprøret (Gangene under jorden, #1)

Bagsidetekst:
I det samme vender Sandra hovedet. "Casper, pas på!" Noget hårdt rammer mig i ryggen. Jeg falder forover. Når ikke at tage fra og slår hovedet ned i vandet. En smerte breder sig i ryggen, som en syl har spiddet mig. Jeg vender hovedet og ser op. Det er Martin, der står klar med nogle andre drenge bag sig. "Stik mig pengene." Jeg ligger et øjeblik og ømmer mig. Prøver at vinde tid til at overveje mine chancer ...

Casper lever et liv fyldt med farer ned i en diamantmine sammen med vennerne William og Sandra. En dag opdager Casper, at han måske har en anden fortid, end han troede. Her begynder hans rejse for at finde ud af, hvem han i virkeligheden er. Hvor stammer han fra? Og hvem holder noget hemmeligt for ham?

Hvis du opdagede, at nogen skjulte, hvem du i virkeligheden var, ville du så have modet til at gøre oprør?

Dette er en historie om at turde gøre oprør mod den tilværelse man lever. Om at turde tage skridtet der kan bringe én, enten i sikkerhed eller i endnu større fare.

Casper har drømme. Drømme som prøver at fortælle ham, at der er noget han burde kunne huske. Noget fra hans fortid. Det samme har Sandra. Ingen af dem tør dog rigtig tro på det, før Casper møder en, han ikke har mødt før, men som han alligevel kender. Det bliver startskuddet til deres flugt fra minerne.

Historien er skrevet i et let og nemt forståeligt sprog - bogen kan både fungere som højtlæsning, men også selvlæsning fra 10 år. Illustrationerne er holdt i mørke nuancer, og det giver et billede af hvordan det er at leve i minerne. De underbygger fint historien. Bagerst i bogen er der en ordliste, med nogle af de ting vi møder i historien, disse er også illustreret. Det fungerer rigtig fint og for børnene der læser, vil det helt sikkert være oplysende og interessant.

Samtidig berører historien emner som venskab og fjendskab, familie og måske også lidt kærlighed.

For mig var bogen hurtig læst, men historien var alligevel fangende og spændende. Jeg vil tro, at dem i den rette målgruppe, vil være mere fanget af historien og personerne end jeg var.

Tak til Calibat for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Calibat
Udgivet i: 2016
Antal sider: 69
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar