tirsdag den 4. oktober 2016

Morten Remar; AMOK

Morten Remar; AMOK

Bagsidetekst:
Adam Brandt er kok. Mesterkok. Han bader i anerkendelse og respekt for sin sublime kogekunst, og i kulissen står Michelin-guiden klar med den tredje stjerne til hans altid fuldt bookede restaurant, AMOK. Men den karismatiske Adam er også en mand med hemmeligheder - af den usympatiske slags, der for alt i verden ikke må se dagens lys. Da en pludselig lavine af ødelæggende chikanerier og ulykker rammer AMOK, har Adam Brandt en mistanke om, hvem der står bag blandt andet døde rotter i køkkenet og uanmeldt kontrolbesøg fra SKAT. Den skruppelløse og aggressive Adam planlægger en hævn, men hvad han ikke ved er, at en mystisk stum mand holder øje med ham ...

Hvis du er til krimi af den hårrejsende slags, er det her lige sagen. Selvom bogen kun er på lidt over 200 sider, formår forfatteren alligevel at opsætte et plot, med tvists og uventede drejninger der passer perfekt til den hæsblæsende fortælling og med en meget passende og rørende slutning.

 

Der er ikke sparet på noget, hverken når det kommer til den tørre humor, til karikaturen af rockerne der er efter ham, eller til det indblik vi får i hvordan sladderpressen arbejder. Det er historien om hvor fedt det er at se dem der er højest falde længst. Og Adam falder.

Fra første side bryder man sig ikke om ham, og det er egentlig sjældent at man ikke bryder sig om sin hovedperson. Men Adam er et rigtigt røvhul. Han er klog og smart, men ikke desto mindre et rigtig røvhul. Både overfor sine medarbejdere, sine venner og sin kæreste. Jeg nød at se ham falde. Se ham gribe panisk efter hvert eneste halmstrå han kunne finde på sin vej for at redde sig selv. Ikke at jeg sad og grinte, men det varmede mit hjerte, at manden der har gjort alle ondt, for at redde sig selv, taber.

Så, hvis du trænger til at læse en krimi, der er hurtig læst, men alligevel spændende, så kan denne varmt anbefales. Du vil møde en masse folk der kun tænker på at komme frem i verden, og du vil møde dem der nyder deres arbejde, hvor de kommer sent hjem til natmad som konen har stillet frem. Du vil møde rockere, der klynker og tisser i bukserne. Du vil møde hævn af værste (måske i dette tilfælde, bedste) skuffe og du vil se en højrøvet idiot få som han fortjener. Det holder!

Hævn serveres bedst afkølet, i små portioner, således at den nydes over længere tid. Hævn skal ikke forhastes eller varmes, men blot anrettes til perfektion. Velbekomme.

Tak til EgoLibris for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: EgoLibris
Udgivet i: 2016
Antal sider: 207
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar