søndag den 23. oktober 2016

Livet som mor #7: Afstand og tid

Livet som mor #7: Afstand og tid

Jeg var i København sidste weekend. En fødselsdagsgave jeg havde fået af min mand. En tøsetur fra fredag til lørdag med nogle dejlige veninder. Den stod på hygge, shopping, drinks og god mad. Tiltrængt. Sikkert også velfortjent.

Men det var første gang jeg skulle være væk fra Iris i mere end 24 timer. Jeg havde været af sted en hel dag da jeg var i Esbjerg til Fantasymesse, men flere dage? Da jeg fik gaven blev jeg rigtig glad og jeg glædede mig, men samtidig var jeg også nervøs. Ikke så meget for om Emil kunne klare at være alene med hende, men mere om jeg kunne undvære hende i så mange dage.

Og det er jo egentlig noget sludder. For selvfølgelig kan man undvære dem, det er bare svært. Jeg var dog glad for at vi skulle så mange ting i København, så jeg havde ikke rigtig tid til at savne, hvis I forstår hvad jeg mener. Det gik også rigtig godt - både for mig og Emil. Jeg tror også at han nød at have nogle hele dage sammen med Iris, uden at jeg var der. Selvom han nok også syntes det var lidt hårdt, men så ved han jo nu, hvordan jeg har det til daglig og de gange han har været væk - det tror jeg også er sundt for manden at prøve. Uden at jeg skal lyde kæphøj eller fordømmende.

Mens jeg var væk kom vi til at snakke om tiden før Iris og tiden efter. Tiden før hvor man kunne sove længe, gøre hvad man ville (mere eller mindre, i hvert fald) og bare kunne bruge en hel dag på ingenting. Jeg er ret sikker på, at hvis jeg fik muligheden for at sove længe nu, ville jeg stadig vågne omkring kl. 6, som Iris plejer. Jeg vil i hvert fald opfordre alle som endnu ikke har fået børn, til at værdsætte de små ting i hverdagen som man gør nu, men som man ikke kan med små børn. Tiden kommer igen, hvor man kan de ting, men der kommer nok til at gå en rum tid før det sker.

Det er lidt sjovt hvordan ens hukommelse virker. For selvfølgelig kan jeg godt huske hvordan det var før, men så alligevel ikke. Nu bliver Iris snart 9 måneder og tiden begynder for alvor at gå hurtigt nu synes jeg. Hun kravler, rejser sig op af alting og prøver så småt også at gå. Kan jeg virkelig huske hvordan det var dengang hun var helt lillebitte og kun kunne ligge? På en måde kan jeg godt. Jeg kan huske hvor hyggeligt det var når hun faldt i søvn på mig eller i mine arme. De små knirke lyde hun sagde. Men så alligevel ikke.

Mindet om de ting kan jeg godt kalde frem, men kan man virkelig for alvor huske hvordan det var? Det er vel ligesom med fødslen, jeg kan godt huske at det gjorde ondt af H til, men det er en smerte man på en eller anden måde fortrænger. Hvis man ikke gjorde det, ville man nok ikke have lyst til at få flere børn. Ens hjerne er rimelig smart på det punkt.

Nu skal Iris snart starte i dagpleje - gad vide hvem det bliver sværest for. Mig eller hende?