mandag den 3. oktober 2016

Julie Duch Lauridsen; Er der en vej ud af helvede?

Julie Duch Lauridsen; Er der en vej ud af helvede?

Bagsidetekst:
Er der en vej ud af helvede? er Julie Duch Lauridsens hudløst ærlige fortælling om et liv med OCD, depression og invaliderende selvværdsproblemer. Men nok så vigtigt er det også beretningen om, hvordan hun overkom alt det smertelige og fandt tilbage til sig selv. Julie fik tidligt stillet diagnosen OCD, og som om det ikke var nok, fulgte en langvarig og svær depression, der endte med et selvmordsforsøg. Hendes liv som barn og teenager blev én lang kamp, hvor helt almindelige hverdagsproblemer, kom til at føles som noget fuldstændigt uoverskueligt. Det, der skulle være en glad ungdom med skole, familieliv og kærester, blev forvandlet til et tilsyneladende endeløst mareridt. Med sin bog ønsker Julie at dele sine erfaringer med andre, der er eller har været i samme situation. Som psykisk syg føler man sig ensom og isoleret, men man er ikke alene, for der sidder masser rundtomkring med de samme følelser. Kun ved at få sat ord på smerten og få den meddelt til andre, kan man få brudt den onde cirkel og komme videre. Og der er en ved ud af helvede, det ved Julie.

Det var med lidt blandede følelser at jeg begyndte at læse denne bog. Jeg var godt klar over at det ville ramme mig hårdt og være smertefuldt at læse, og jeg fik ret. At få stillet diagnosen OCD så tidligt som Julie, må have været forfærdeligt og den forvirring og frustration hun har, kommer tydeligt lidt til udtryk i bogens tidlige kapitler.


Denne frustration og forvirring bliver ved med at følge op i teenageårene, hvor også depressionen slår igennem. Så ikke nok med at skulle kæmpe med OCD'en, nu er der også andre mørke tanker der trænger sig på. Jeg synes Julie får forklaret hvordan hun har det, så tydeligt, at man som læser, godt kan sætte sig ind i, men nok aldrig helt forstå, hvordan det må have været.

Samtidig med de psykiske problemer, kæmper Julie også alle teenageres kamp for at være den bedste, den smukkeste, den sødeste, sjoveste osv. Men det er en umulig kamp. Den kan ingen af os vinde, der vil altid være nogen der er bedre. Det er egenligt en frygtelig tid, for vi var alle usikre. Ikke blot på os selv, men også på hinanden. Hvem kan man stole på? Hvem vil en det bedste? Er han/hun nu også god for mig? Er jeg god nok for dem?

Jeg kan sagtens huske da jeg kæmpede med alle de tanker, og som Julie, søgte jeg også tilflugt i at skrive. Jeg har aldrig haft en depression, men der var helt klart mørke perioder i mine teenageår, som nu, hvor jeg tænker tilbage, skræmte mig fra vid og sans. Her var skrivningen et tilflugtssted for mig, ligesom det kreative er for Julie. Samtidig brugte jeg også alkohol til at holde spørgsmålene væk, ligesom Julie. Der var alt for meget der skulle gennemtænkes. Analyseres. Overvejes.

Det er en barsk fortælling, men heldigvis med en "lykkelig" slutning. Jeg vil faktisk råde alle, selvom man ikke har psykiske problemer at læse den, for den giver virkelig et godt indblik i hvordan det er at være syg, ensom og bange og hvor meget eller lidt der skal til for at hjælpe.

Tak til Mellemgaard for anmeldereksemplar.

Fakta:
Forlag: Mellemgaard
Udgivet i: 2014
Antal sider: 341
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar