Anmelderbøger
Jeg har længe gerne ville skrive et indlæg omkring at modtage anmeldereksemplarer fra forlag og forfattere, men jeg har ikke helt vidst hvordan jeg ville bygge det op. Jeg har nu forsøgt mig og skrevet et indlæg hvor jeg fortæller om mine oplevelser med at modtage bøger til anmeldelse, hvad jeg gør hvis bogen er dårlig og andre spørgsmål der kan melde sig.
At komme ud over rampen
Da jeg begyndte at blogge om bøger havde jeg ingen ide om hvor langt jeg kunne gå. Jeg var med på at jeg selvfølgelig kunne anmelde de bøger jeg havde til at stå på hylden og dem jeg lånte på biblioteket, men det med anmeldereksemplarer var jeg rimelig blank på. Efterhånden som tiden gik, indså jeg at mange af de andre bogbloggere modtog gratis bøger fra forlagene, mod at de anmeldte dem.
Det synes jeg var en mega sweet deal, men i starten var jeg bange for at få et nej, enten fordi forlagene ikke synes mine anmeldelser var gode nok eller fordi bloggen ikke havde nok følgere. Efter det første bogbloggertræf, hvor vi fik en del bøger fra de forlag der havde været med til at sponsorere dagen, kom jeg på Tellerups liste over bloggere de tilbyder bøger. Nu begyndte det at ligne noget, synes jeg og jeg begyndte selv at opsøge nogle forlag for at høre om muligheden for et anmeldereksemplar af bøger jeg var interesserede i. Nogle forlag svarede, andre gjorde ikke.
I dette efterår er jeg også kommet på nogle andre forlags anmelderliste og jeg er begyndt at turde skrive ud til forlagene oftere end før. Det jeg ser som et kæmpe skulderklap er, når forlagene eller forfattere selv henvender sig og spørger om jeg vil anmelde en bog. At modtage en pakke med bloggens navn på er bare en så fed måde at blive anerkendt på. Især når jeg tænker på, at jeg slet ikke troede jeg kunne nå dertil. Så tusind tak til jer der henvender sig - det betyder virkelig meget for mig - og tusind tak til jer der siger ja, når jeg skriver!
Tip:
Vær ikke bange for at skrive til forlag at du er interesseret!
Hvad så hvis bogen er dårlig?
Eftersom jeg også skriver lektørudtalelser, synes jeg, at jeg er blevet bedre til at forholde mig konstruktivt til det jeg læser. Så selvom bogen måske ikke er som jeg forventede, forsøger jeg altid at få det formuleret på en pæn måde. Det er i hvert fald vigtigt ikke bare at svine bogen til, men få forklaret i ro og orden hvad jeg synes der er galt med den. Jeg synes det er utrolig vigtigt at jeg kan forklare hvad jeg synes der fungerer og hvad der ikke gør på en ordentlig måde. Hverken forfatter eller forlag får noget ud af det hvis det udelukkende er negativt.
Det gælder også om at kunne forklare sig skriftligt. Som bogblogger har jeg jo ikke muligheden for at ringe til forfatteren og forklare ham/hende hvad jeg synes. Nej, jeg skal kunne forklare mig, så de tydeligt kan se hvad jeg mener og det er ikke altid lige nemt at få ens tanker ned på skrift. Jeg synes dog at det er noget af det jeg virkelig bliver bedre til jo flere anmeldelser jeg skriver. Øvelse gør mester!
Tip:
Øv dig i at formulere sætninger og husk at læse dine indlæg igennem inden du poster dem - nogle gange er fejl og dårlige formuleringer tydeligere et par dage efter.
Hvor lang tid må der gå inden bogen bliver anmeldt?
Jeg bestræber mig på at gøre det så hurtigt som muligt. Hvis forlaget ikke har givet nogen deadline, vil jeg sige et par måneder må være passende. Jeg indrømmer at jeg har haft bøger til at ligge i længere tid, men at læse anmeldereksemplarer er lige så lystbetonet som at læse bøger jeg selv ejer. Hvis jeg ikke lige er in the mood, kan de godt komme til at ligge lidt længere. Det betyder dog ikke at de glemt, jeg skal nok komme til dem.
Vi snakkede om det til bogbloggertræf, at det også kan være en fordel for forlagene at ikke alle anmelder den samme bog indenfor en uge. Hvis der derimod drypvis tikker anmeldelser ind, kan de måske danne sig et bedre overblik og sikre at ingen anmeldelser drukner i mængden.
Lektørbøgerne er der deadline på ca. 1½-2 uger på, så der er ikke noget med at vente med dem. Det er også derfor at andre bøger godt kan rykke lidt ned på listen, hvis jeg fx har mange lektørbøger i en periode.
Tip:
Forsøg så vidt muligt at holde styr på hvornår du har fået hvad, så bøgerne bliver taget i den "rigtige" rækkefølge.
Hvad med at sige nej?
Ofte har jeg selv mulighed for at bestemme hvilke bøger jeg vil anmelde, og siden jeg skal kvittere med en anmeldelse, er der ingen grund til at vælge noget som jeg ved ikke er min genre eller noget jeg er interesseret i. På den måde kan jeg, nogenlunde, sikre at jeg kun får nogen som jeg har et vist kendskab til.
I efteråret 2015 blev jeg fx kontaktet at et forlag der ville sende mig to bøger i slutningen af januar. Jeg skrev selvfølgelig mange tak for tilbuddet, men at jeg på tidspunkt var meget tæt på min termin og derfor højst sandsynligt ikke ville have tid eller overskud til at læse dem. Svaret var at det var helt forståeligt og om de måtte vende tilbage på et senere tidspunkt - hvilket jeg takkede ja til.
Hvis jeg bliver kontaktet af nogen der vil tilbyde mig et anmeldereksemplar, undersøger jeg altid hvilken slags bog det er. Jeg vil gerne blive bedre til at udfordre mig selv og det jeg læser, så jeg ikke altid læser det samme, men nogle gange får noget som jeg ikke er så bekendt med, og derfor synes jeg det er helt fair at takke nej, hvis jeg ved det er en genre der ikke siger mig noget - fx faglitteratur, som jeg aldrig læser.
Tip:
Det er din blog og det er dig der bestemmer - derfor har du altid lov til at sige nej hvis bogen ikke lige falder i din smag.
Jeg håber ikke at indlægget er for langt, for tungt at læse eller for irrelevant. Jeg håber heller ikke at nogen føler sig stødt eller overset, for det er bestemt ikke min mening med det. Som jeg skrev i starten, har jeg længe gerne ville skrive et indlæg om anmeldereksemplarer, både fordi andre har gjort det før mig og fordi jeg også gerne vil fortælle hvad jeg synes.
Det har jeg så gjort nu
Godt gået :)
SvarSletDejligt at læse.