fredag den 13. januar 2017

Mette Sejrbo; Varulvens forbandelse

Mette Sejrbo; Varulvens forbandelse (Ulfhedin-sagaen, #2)

Bagsidetekst:
Emilie må sande, at hendes værste frygt er blevet til virkelighed, præcis som Thursrunen spåede. Vølverne kastes ud i en dramatisk jagt på den mand, hun lukkede ind i sit hjerte. Men kan Emilie gøre, hvad kaldet kræver af hende? Kan hun dræbe ham, når de står ansigt til ansigt?

Imens kæmper Jonas en indæt kamp om sin egen krop. Ulven lokker med et ukompliceret liv uden smerte og skyldfølelse, mens hans menneskelige side nægter at glemme kvinden, han elsker. Vred og desperat følger han et spor, der måske kan ophæve forbandelse og sætte hans familie fri. 

Men ikke alt er sort og hvidt, og mens vølvernes jagt på varulvene spidser til, sniger den mørke sig tættere på sin udvalgte pige end nogensinde før.

Det er en slags Twilight for voksne, vi har vampyrer, varulve og hekse, masser af kærlighed og dramatik. Kan det så være det, når hovedpersonerne ikke er så gamle? Ja, det synes jeg - for det er bestemt ikke en ungdomsbog! Det er der skruet alt for meget op for dramaet til. Samtidig er der nogle meget detaljerede sexscener i bogen, som jeg ikke ville sætte min 17-årige datter til at læse.

Emilie irriterer mig mere i den her end i "Heksens kald". Jeg har svært ved at sætte mig ind i hendes løssluppenhed og de ekstreme seksuelle oplevelser hun udsætter sig selv for - hun er jo kun 18!? Det havde jeg svært ved at finde realistisk. Jeg er med på at hun har oplevet en stor sorg, som hun ikke på nogen måde, er klar til at se i øjnene, men alligevel.

Det er så også det eneste negative jeg har at sige om bogen og grunden til at den ikke får 5 stjerner. For jeg synes faktisk at historien er bedre i denne. Vi har lært vores hovedpersoner at kende. Vi ved hvad de kæmper med, og vi forstår (nogle gange) deres bevæggrunde. Jeg synes det var fedt at læse endnu mere fra Jonas' synsvinkel - selvom han godt kan være en kylling over for sin far, er han ikke bange for at gøre det skal gøres for at holde familien sikker, når det hele bliver sat på spidsen.

Der er fart over feltet, og ligesom i "Heksens kald" bliver man som læser hele tiden holdt hen i det uvisse om hvem fjenden egentlig er. Nu hvor jeg er færdig med bogen, kan jeg se ledetråde tydeligere, men mens jeg læste, kunne jeg ikke regne det ud. Det synes jeg er så fedt når en bog kan sådan noget! Det gør at historien ser svær at slippe, fordi man hele tiden får små brikker til det store puslespil.

Jeg er glad for serien, historien og personerne - selvom de godt kan irritere mig, men synes også det er godt nok, at hovedpersonerne ikke er perfekte. Jeg glæder mig i hvert fald til slutningen! For der er lagt i kakkelovnen til ballade!

Tak til forfatteren for e-bogen!

Forlag: Candied Crime
Udgivet i: 2017
Antal sider: 400 (som e-bog)
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar