Iris er nu blevet 1 år - hvor blev tiden lige af? Jeg ved godt jeg har skrevet det før, men jeg synes godt nok at tiden går hurtigt lige pt. Jeg ved også godt at jeg synes de første par måneder gik mega langsomt, fordi jeg ikke følte jeg lavede andet end at sove, amme og skifte ble. Nu sker der virkelig noget. Iris kravler næsten slet ikke mere, nu skal vi gå og der er bare fart over feltet hele tiden. Der skal hele tiden ske noget, der er ting der skal udforskes, ting der skal spises, ting der skal pilles ud af reoler og så videre. Vi skal løbe hurtigt derhjemme for at kunne følge med og det er bare så super fedt.
Nu er jeg jo så bare blevet spurgt flere om Iris snart skal have en lillebror/søster. Det er et svært spørgsmål at svare på, synes jeg. For selvom Iris har været (og er) et nemt barn, i hvert fald sammenlignet med andre historier jeg har hørt, så synes jeg jo alligevel at det har været hårdt. Bekymringerne, de søvnløse nætter, gråd og så videre. Lige nu er vi nået til et sted hvor det bare fungerer. Der er faste rutiner, som bare kører. Vi får sovet om natten - hvilket bare er guld værd. Hun er næsten aldrig ked af det. Der er ikke nogen problemer når Iris skal passes af nogen eller sove ude, så Emil og jeg kan lave noget sammen.
Disse rutiner vil jo på ingen måde holde hvis der kom en lille ny. Jeg ved godt at man bare laver nye rutiner, men det har taget tid at komme hertil, og nogle dage kan jeg bare ikke overskue at skulle starte forfra. Som jeg også har skrevet i et tidligere indlæg, har det aldrig været min mening med livet at blive mor - misforstå mig ikke, jeg elsker Iris og er glad for at jeg er mor, men om der kommer en til, er ikke livsnødvendigt for mig. Faktisk synes jeg det er ganske tilfredsstillende som tingene er nu.
Andre dage synes jeg dog også at det kunne være rigtig fedt hvis Iris fik en lillebror/søster. Jeg er selv enebarn (har dog to større søskende, med har aldrig boet med dem) og jeg kunne da godt have brugt en søster eller bror at lege med, støtte mig til og lære af. Jeg ved også godt at det ikke er forudbestemt om man kan sammen med sine søskende, at man kan vokse fra hinanden, blive uenige osv., men de fleste søskendepar jeg kender, har nu alligevel haft (og har) stor glæde af hinanden.
Jeg er jo ikke ene om beslutningen og når vi snakker om det derhjemme, kan det både hælde til ja- og nej-siden. Det er en svær og stor beslutning. For det er jo ikke kun vores liv der bliver vendt på hoved en gang til, nu får det også indflydelse på Iris' hverdag. Så ja, der debatteres om den svære to'er ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar