lørdag den 22. marts 2014

Jamie McGuire; Et frækt væddemål


Jamie McGuire; Et frækt væddemål

Abby Abernathy er lige startet på Eastern University og glæder sig til en ny start på sit liv sammen med veninden America, men det bliver ikke lige til det liv som Abby havde forestillet sig.

Americas kæreste Shepley hiver dem med til boksekamp og der møder Abby det omvandrende engangsknald, Travis "Mad Dog" Maddox. Han er alt det som Abby prøver at undgå - men samtidig drages de til hinanden. Travis er vant til at få sin vilje, knalde pigen og derefter smide hende ud - men Abby er anderledes. Travis frustreres over at hans charme og selvtillid åbenbart ikke har nogen effekt på Abby og da de indgår et væddemål, hvor han skal undgå sex i en måned og hun flytter ind hos ham, tror han at han er sikker på succes. Men han har mødt sin overmand(kvinde)!

Travis hjælper Abby med studierne og de bliver hurtigt gode venner - selvom ingen af dem er meget for at indrømme det, forelsker de sig hovedkulds hinanden. Abby lærer en side af Travis af kende som kun få kender til, men er denne positive side af ham nok til hende? Hun har sin fortid at kæmpe med, og da den kommer og banker på, stilles Abby og Travis overfor et meget svært valg, for Travis har også en fortid der er fuld af svigt.

Dette er en historie fuld af humor, sorg og glæde, ven- og fjendskab og ikke mindst kærlighed. Jeg tror mange kan nikke genkendende til de problemer som Abby og Travis står overfor og de valg (og fravalg) som de foretager sig. Jeg synes i hvert fald at meget af det rammer plet. Samtidig er det en historie om at kærlighed kan være altopslugende og at kærlighed er den største følelse og at mange valg er styret af kærlighed - Travis er villig til at ændre sig for Abbys skyld, for - selvom det skræmmer både ham og hende - er Abby hans hjem.

Jeg har læst den med stor glæde og indlevelse, det er en bog der er svær at lægge fra sig igen, fordi man lever sig så meget ind i hvad de to går igennem for at få hinanden.

Fakta:
Forlag: Politiken
Udgivet i 2013
Original titel: Beautiful disaster
362 sider

Ingen kommentarer:

Send en kommentar