søndag den 21. september 2014
Cynthia Hand; Vejen til Helvede
Cynthia Hand; Vejen til Helvede (Unhearthly, #3)
Jeg føler mig alene. Jeg må slå op med Tucker for at beskytte ham mod det onde. Jeg har mistet min mor, og min lillebror vil ikke have noget med mig at gøre. Jeg skal gå på Stanford Universitet sammen med Christian og Angela, men Angela opfører sig mærkeligt og taler kun at "den syvende er vores". Onde Sortvinger gør krav på "den syvende" og tager Angela med til Helvede. Jeg må hjælpe hende, men hvordan?
Clara er ved at gøre klar til at tage på universitet, men det er svært at sige farvel til endnu et hjem. Det er svært at sige farvel til Tucker, ikke at det er noget problem, for han vil ikke snakke med hende. Clara og Angela har haft en god tur til Italien, men Angela har mødt en, en som Clara ikke mener er god for hende, eller for nogen af dem.
Da de starter på universitet er alt dog nogenlunde godt - Clara får andre venner og finder ud af hvilken retning hun vil gå. Men kampen mod det onde lurer stadig i skyggerne og snart er hun igen overvåget af en Sortvinge, der vil have noget af hende, men hvad? Samtidig er der Christian. Forstående, fantastiske, forelskede Christian, der forsøger at give Clara den plads hun skal have efter bruddet med Tucker. Men når alt kommer til alt, er Clara så klar til et nyt forhold?
Claras far, ærkeenglen Michael, dukker også op. Han vil træne hende og Christian til at kunne klare deres forestående vision. En vision hvor både Christian og Clara befinder sig i en dødbringende situation. Michael lærer Clara at flytte sig gennem tid og rum, men det er svært at fokusere på de steder hun skal hen, når der i bund og grund kun er et sted hun har lyst til at være - hos Tucker. Det ender i nogle pinlige situationer og hårde ord, som ingen af dem mener.
Da Angela endelig kryber til korset og fortæller Clara sin hemmelighed, går sandheden op for dem. Ingen af dem er virkeligheden sikre, og da Sortvingerne tager Angela med til Helvede, må Clara træffe afgørende valg. Især da hun finder ud af at Angela ikke er den eneste de holder fanget. Hvad skal hun gøre?
Det afsluttende bind af denne skønne serie skuffer bestemt ikke. Jeg har ventet længe på den, og må ærligt indrømme at jeg er tilfreds med slutningen. Jeg var godt underholdt hele vejen igennem, man føler med Clara og de valg hun må træffe, om hun skal følge hjernen eller hjertet. Clara håber at hun kan få et normalt liv, selvom hun godt ved at så længe der er Sortvinger derude der vil have noget af hende, er ingen sikre. Derfor må hun kæmpe, også selvom hun bestemt ikke bryder sig om det. Hun må også kæmpe for kærligheden, for den er ikke nem at glemme når den er altopslugende og fantastisk, men hvem vælger hun?
Fakta:
Forlag: Tellerup
Original titel: Boundless
Udgivet i: 2013 (på engelsk), 2014 (på dansk)
Antal sider: 462
Læst på dansk
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar