torsdag den 27. april 2017

HUF; Glimt fra tiden der var os

HUF; Glimt fra tiden der var os

Bagsidetekst:
"Ved du," siger du og læner dig ind mod mig, så tæt på, at jeg kan dufte din sødlige alkoholånde, "at man nogle steder tror, at tiden er cirkulær? At de samme øjeblikke kommer igen og igen."

Hvad betyder tid for unge? Tid er en forbrugsvare. Tid er tyktflydende og kan hældes på flaske. Tid er et hus fyldt med labyrintiske gange og en ensom herre med et morderisk temperament. Tid er minder, der opsluger dig og øjeblikke, som går i ring.

I disse 14 finurlige, realistiske, morsomme, poetiske og magiske noveller får du tiden fanget i ord. Tidsglimt af mord og forelskelse, af fortid og fremtid, af tid, der flygter og tider, der forhåbentlig aldrig kommer.

Jeg plejer normalt ikke at læse noveller, men ligesom med digte, har jeg sat mig for at det er noget jeg vil prøve at praktisere lidt oftere. Både fordi jeg selv har skrevet både noveller og digte, men også fordi jeg synes det er en fed genre, der kræver noget af forfatterne. De skal kunne skrive præcist og konkret, uden at det bliver forhastet, og de skal stadig kunne gøre en kort historie spændende.


Det fede ved disse 14 noveller er deres forskellighed. De har det samme tema: tid. Men hvordan forfatterne har arbejdet med det, er meget forskelligt. Der er noveller der skræmmer mig, fascinere mig og kryber under huden på mig. Der var nogle af novellerne der var meget mærkelige, men som alligevel formåede at give mening til sidst.

Jeg kunne nikke genkendende til flere af handlingsforløbene - ikke at jeg har været udsat for præcis det samme og så alligevel. Har vi alle ikke prøvet at være så forelsket at vi vil gøre alt for ikke at miste - også selvom vi nok burde indse at det ikke kommer til at gå? Har vi ikke prøvet at forsøge at genkalde os barndomsminder, for blot at opdage, at de på ingen måde er som vi huskede dem?

På et eller andet plan er alle novellerne dog foruroligende - for de viser både hvor lidt og hvor meget vi sætter pris på tid. Hvor meget og hvor lidt vi går op i hvor meget tid (eller lidt) vi egentlig har sammen og hvad tiden sammen betyder - for kan man virkelig sætte en pris på tid? I en af novellerne kan man godt.

Det er dog også spændende læsning og jeg er glad for at bogen indeholde så mange anderledes og forskellige syn på tid - måske man selv burde værdsætte sin tid noget mere?

Tak til HUF for anmeldereksemplar.


Fakta:
Forlag: Håbefulde Unge Forfattere
Udgivet i: 2017
Antal sider: 170
4 ud af 5 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar