Søndags sandheder #14: Digte

Søndags sandheder #14: Digte

Som jeg har nævnt i et tidligere indlæg blev jeg mobbet i den første skole jeg gik i. Da jeg skiftede, blev skoledelen dog bedre, men i de sidste år i folkeskolen, havde jeg det alligevel svært. Der var en del mørke tanker der fyldte meget i mig, og jeg følte ikke rigtig at jeg kunne komme ud med dem. Jeg brød mig ikke om at sige tingene højt. Så derfor skrev jeg det ned i stedet.

På dette tidspunkt havde jeg set hvad ord kunne gøre ved én. Jeg havde læst bøger der både havde fået mig til at grine og græde. Jeg havde læst noveller der efterlod mig skælvende og med ondt i sjælen - en af de noveller, jeg husker den stadig, hvis I ikke har læst den - så gør det. Den hedder "Som englene flyver" af Naja Maria Aidt - den er fantastisk. Jeg kan stadig mærke kuldegys fra stemningen. Mærke rodløsheden og følelsen af at være magtesløs. Jeg kan se Creepy for mig og mærke døden komme snigende. Uha.

Nå, men jeg havde det ikke så godt, og jeg vidste ikke helt hvordan jeg skulle få det sagt. Udadtil holdt jeg facaden og var som jeg plejede, men ofte græd jeg indeni. Jeg blev introduceret for et forum, der desværre ikke længere eksisterer, der hed digte.dk og her begyndte jeg at skrive og uploade digte. Ikke fordi jeg nødvendigvis ville have feedback, men fordi jeg her fandt, at her var der andre der havde det på samme måde som mig.

Det var virkelig fedt at finde ud af, at jeg ikke var alene om det - hvilket jeg jo i bund og grund godt vidste at jeg ikke var, men ja, man kan ikke altid se skoven osv.

Artwork lavet af en gammel bekendt

Jeg skrev mest når jeg havde det dårligt. På en eller anden måde blev det noget terapeutisk for mig. Digtene omhandlede alt det jeg følte inden i, alt det som fyldte en hel masse. Jeg skrev om det mørke og det lyse der kæmpede. Jeg skrev om kærligheden til de kærester jeg havde i de år og smerten når det gik i stykker. Jeg skrev om at være alene, selvom man var omringet af mennesker. Nogle gange blev digtene som historier, andre gange var de hårde og kontakte erklæringer som jeg aldrig ville have turde sige højt. Det var sandheden og min måde at få den sagt, uden at dem, sandheden omhandlede, nødvendigvis behøvede at vide den - giver det mening? Det håber jeg.

Jeg skrev ikke for de faste læsere jeg havde fået på min profil. Jeg skrev for mig selv og for at hjælpe mig selv igennem de svære tider. Nu og da savner jeg det lidt og kan godt vænne tilbage til den melankolske og triste stemning, men så tænker jeg på noget rart, og den dystre følelse er svær at fastholde - det var den ikke dengang. Jeg er glad for at den er flygtig og nem at skræmme bort, for jeg har ikke lyst til at vende tilbage til mørket.

Mine digte i papirform - de blev udprintet da digte.dk lukkede