søndag den 30. april 2017

Søndags sandheder #16: At læse på engelsk

Søndags sandheder #16: At læse på engelsk

I folkeskolen var jeg på sprogskole i sommerferien mellem 8. og 9. klasse. Jeg var tre uger i Oxford og det var så fedt. Det udviklede mig helt vildt meget personligt - jeg mindes at jeg kom hjem med meget mere selvtillid og lyst til at prøve og gøre ting. Samtidig forberede det mit engelske helt vildt. Selvom jeg snakkede godt med nogle af de andre danskere, snakkede vi stort set altid engelsk, fordi vi gik sammen med nogen der ikke forstod dansk. Derudover boede jeg jo hos en engelsk familie, og dem kunne jeg jo heller ikke snakke dansk med. Jeg mindes endda at jeg begyndte at drømme på engelsk til sidst på rejsen.

Jeg har aldrig rigtig haft et problem med at snakke engelsk, jeg ved godt at jeg sikkert lyder dansk og ikke særlig prof når jeg gør det, men jeg kan godt lide at snakke engelsk. Det er dog noget helt andet når det kommer til at læse (og skrive) engelsk. Måske var det fordi jeg var dårlig til at læse og skrive dansk, at jeg aldrig blev helt god til det engelske. Jeg har svært ved at høre hvordan ordene skal staves osv.

På IVA var mange af teksterne på engelsk og det tog mig meget lang tid at tygge mig igennem dem. Derfor læste jeg heller ikke særlig meget lystlæsning i mine uni-år, fordi vi netop skulle læse så meget, at jeg ikke havde lyst til at læse noget for mig selv, når jeg var færdig med lektierne. Samtidig blev jeg lidt afskrækket af at læse på engelsk - jeg ved godt at fagtekster ikke kan sammenlignes med skønlitterære, men jeg følte stadig at det tog meget lang tid og at jeg ikke kom nogen steder.

Det er en følelse der stadig sidder i mig i dag. Selvom jeg er god til engelsk og sagtens kan læse det, føler jeg stadig at det tager alt for lang tid i forhold til at læse bøgerne på dansk. Der er dog tilfælde hvor jeg har været nødt til at læse på engelsk, fordi bøgerne ikke er oversat, fx "Bodyfinder" af Kimbery Derting, "Blue Bloods" af Melissa De la Cruz og "Delirium" af Lauren Oliver.

Jeg har dog (som det ses på billedet) en hel del engelske bøger til at stå i mit hjemmebibliotek. Jeg kan ofte ikke lade være med at købe dem hvis de lyder spændende eller er flotte, og jeg har virkelig den bedste intention om at få dem læst. Så er den danske udgave måske kommet kort tid efter, og jeg har læst den i stedet.

Nu har jeg lige læst et manuskript for et forlag, og da jeg havde sagt ja til det, slog det mig at det jo nok var på engelsk. Jeg var lidt skræmt til at starte med, men nu er jeg færdig - hurtigere end jeg troede og det gik faktisk rigtig godt! Så godt at jeg faktisk har fået lidt blod på tanden og vil forsøge at læse én engelsk bog om måneden fremover. Både for at få læst nogle af de bøger jeg har til at stå, men også for at vedligeholde det at læse på engelsk. Nu håber jeg bare at jeg kan holde det!

Måske kan en yderligere motivation til at få læst på engelsk være, at jeg har tilmeldt mig OwlCrate og hver måned får en lækker bogpakke med en bog (på engelsk) og en masse fint merchendise - selvfølgelig af boglig karakter!


2 kommentarer:

  1. Haha, har det på samme måde mht. at snakke engelsk! Lyder virkelig dårligt, men kan godt lide at snakke det :P

    SvarSlet
  2. Det er virkelig sjovt at tænke på, for jeg havde altid en idé om at folk læste på engelsk medmindre de originalt var skrevet på dansk. Jeg startede selv ud som engelsk blogger og læste udelukkende engelske bøger fra 7. klasse frem til jeg startede Frk. Litteratur efter jeg var færdig med gymnasiet. Selvfølgelig har danske bøger sneget sig ind, men det var et bevidst valg fra min side kun at læse på engelsk. Så for mit vedkommende er det modsat - og den eneste grund til at jeg læser på dansk nu er fordi bloggen er dansk og at jeg modtager danske anmeldereksemplarer. Min læsehastighed var dog forfærdelig i starten, men jeg tror de efterhånden er på samme niveau nu :)

    SvarSlet