Mig i Spanien, der helt sikkert ikke er i gang med Tintenherz på tysk, men læser 'The Devil's Tide af Matt Tomerlin på min Kindle. |
Hvilken bog elskede du at få læst højt som barn?
Min mor læste ofte højt for mig, og det er en stor glæde at tænke tilbage på alle vores fælles læseoplevelser. Hun læste Tudemarie, Pukbøgerne, Emil fra Lønneberg og flere andre historier af Astrid Lindgren. Men den som gjorde størst indtryk og måske dannede grundlag for min kærlighed til fantasygenren var Narniaserien af C. S. Lewis.
Hvad er den første bog du selv læste?
Jeg kan ikke huske, hvad den første bog hedder, men da jeg blev lidt større, var jeg vild med De 5-bøgerne.
Din yndlingsbog som barn/ung?
Det Gyldne Kompas af Philip Pullmann (som barn) / Revolvermanden af Stephen King (som ung)
Din yndlingsbog som voksen?
Gregor-sagaen af Suzanne Collins, Lampens Børn-serien af Philip Kerr, Harry Potter
En bog du aldrig er blevet færdig med at læse og hvorfor.
Der er mange, men 100 års ensomhed af Gabriel García Marquez (Jeg kunne ikke hitte rede i navnene og gik kold i den).
En bog du har på din tbr-liste, men som du godt ved at du aldrig får læst.
Jeg har ikke sådan en liste - det ville stresse mig. Men jeg køber mange bøger med den intention at læse dem, selvfølgelig, men nogle gange ender de med at ligge ulæste hen. Jeg købte f.eks. Tintenherz (Blækhjerte på dansk måske?) på tysk af Cornelia Funke på min Kindle, fordi jeg ville være bedre til tysk, men har kun læst de første to kapitler. Alligevel ville jeg gerne læse den færdig, hvis jeg kunne tage mig sammen.
Når du skal vælge hvad du vil læse, hvordan gør du så?
Jeg spørger min mand, som driver Kultur-cafeen (en bogblog), han er min personlige bogpusher og ved lige, hvad jeg godt kan lide at læse. Og ellers tager hele familien på biblioteket. Jeg finder inspiration til ny læsning i fantasyafdelingen :-)
En bog der minder dig om et særligt tidspunkt i dit liv.
Hearts in Atlantis af Stephen King læste jeg, da jeg boede i London. Bogen er ikke særligt god, men jeg husker, at jeg fandt den i en genbrugsbutik, fordi jeg desperat savnede at læse. Og fordi jeg savnede familien.
Jeg hørte Michael Jacksons "History"-album mens jeg læste Harry Potter og når jeg hører sange derfra, minder det mig om specielle scener i bogen. Har du det også sådan med noget musik?
Normalt hører jeg ikke musik, når jeg læser, fordi jeg gerne vil have ro omkring mig. Men jeg er begyndt at lytte til musik, mens jeg skriver. Jeg fik anbefalet soundtracket til Game of Thrones af Nanna Foss som skrivemusik. Så nu vil 'Light of the Seven' altid minde mig om Blodbæst, den bog jeg er ved at skrive nu.
Hvis du skulle anbefale mig en bog, hvilken skulle det så være?
Det kommer jo an på, hvad du kan lide at læse. Men jeg er selv helt vild med Piraterne i Port Royal af Michael Crichton, som jeg genlæste på min sommerferie.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar