torsdag den 9. marts 2017

Cora Carmack; Som du ser mig

Cora Carmack; Som du ser mig (Losing it, #3)

Bagsidetekst:
Sommetider må man fare vild for at indse, hvor man virkelig hører hjemme.

De fleste amerikanske piger vil dø for at rejse Europa rundt efter universitetet uden forpligtelser og med et bundløst kreditkort på lommen. Kelsey Summers er ingen undtagelse. Hun nyder friheden og de vilde byture i de europæiske hovedstæder, og alligevel er det, som om noget mangler.

Men en dag møder hun Jackson Hunt, som overtaler hende til at tage med på eventyr. For hver oplevelse bliver Kelseys tanker en smule klarere og hendes hjerte en smule mindre hendes. Jackson hjælper hende med at indse, hvad hun drømmer om, og hvad hun gerne vil med sit liv. Men jo mere hun lærer om sig selv, jo mere går det op for Kelsey, hvor lidt hun egentlig ved om Jackson ...

Selvom den her er sidste bind i "Losing it"-serien, synes jeg det er den mest selvstændige af dem. Vi hører næsten ikke noget til Bliss og Cade i den her og det savner jeg faktisk lidt - for jeg kunne rigtig godt lide dem i "deres" egne historier. Selve ideen med at lave en serie, med forskellige hovedpersoner, synes jeg dog er rigtig god, da der kan fortælles meget mere på denne måde.

Det er efterhånden længe siden at jeg har læst "Som stjernerne står" og "Som sendt fra himlen", men siden det jo er separate historier, gør det ikke noget. Skrivstilen er ligesom de foregående to: nem at forstå, let at læse og hyggelig. Som læser får man et nært forhold til hovedpersonen og man føler næsten at man er venner. Ligesom med Off-Campus-serien, var det trist at sige farvel til en serie med karakterer man føler er ens venner!

"Når man elsker nogen, virkelig elsker nogen, 
efterlader det et blivende mærke på ens sjæl.
Der hænger en lås på ens hjerte, 
som man bærer med sig for altid. 
Man kan miste nøglen eller give den væk,
men låsen bliver hos en lige meget hvad."

Jeg var ikke længe om at gætte Hunts hemmeligheder, selvom han (og forfatteren) skjuler den godt, synes jeg det skinner lidt for tydeligt igennem. Samtidig er Kelsey til tider lidt for vattet, tøset og forkælet. Hun rejser rundt i Europa med et kreditkort uden loft og lever livet - ja, jeg ved godt, at det der er sket for hende er forfærdeligt, men savner virkelig at hun tager sig sammen og siger sandheden til sine forældre. Hun er tæt på, men jeg synes ikke hun når i mål.

Intet af dette ødelægger dog læseoplevelsen. Det er en skøn kærlighedshistorie, som underholder, berører ens hjerte og hjerne og som varmt kan anbefales.

Fakta:
Forlag: Lovebooks
Original titel: Finding It
Udgivet i: 2013 (på engelsk) og 2016 (på dansk)
Antal sider: 325
5 ud af 5 stjerner

Andre bogbloggere skriver:
Borough of Books
Trolderier

Ingen kommentarer:

Send en kommentar